Regeringen skal handle i sagen om den fængslede tidligere ukrainske premierminister Julia Timosjenko.
Det kræver Venstres folketingsmedlem Jakob Ellemann-Jensen.
Udviklingsordføreren og medlemmet af Udenrigsudvalget ønsker, at Danmark indbringer Ukraine for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Udmeldingen kommer forud for sommerens europamesterskaber i fodbold, som skal afholdes i landet.
- Jeg synes, det er på tide, at vi ser den danske regering træde i karakter. Jeg mener, at det rigtige skridt vil være menneskeretsdomstolen, siger Venstres udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen.
- EM i fodbold er med til at sætte fokus på Ukraine, og det synes jeg godt, at man kan udnytte, siger han.
Julia Timosjenko afsoner i øjeblikket en fængselsdom på syv år for magtmisbrug. Dommen kom i oktober i fjor.
Timosjenko siger, at hun lider af kroniske rygsmerter, og hun har beskyldt fængselsvagter for at have tævet hende. Siden 20. april har hun sultestrejket i protest mod behandlingen af hende.
Jakob Ellemann-Jensen henviser til Danmarks muligheder som EU-formand.
- Regeringen har sagt, at formandskabet er karakteriseret ved, at man står meget stærkt på menneskerettighedsspørgsmålene, siger han.
- Her har man så nogle påståede menneskerettighedskrænkelser - og man ytrer intet fra den danske regering, lyder kritikken fra Venstre-politikeren.
Flere lande overvejer at droppe officielle besøg ved arrangementet i protest mod behandlingen af Julia Timosjenko. Den tyske forbundskansler Angela Merkel er en af dem.
Danmarks kulturminister, Uffe Elbæk (R), forventer at deltage i EM-slutrunden. Det meldte han ud tidligere på ugen. Den udmelding forstår Jakob Ellemann-Jensen slet ikke.
- Fodboldlandsholdets deltagelse er sportslig, men hvis jeg sad i regeringen, så ville jeg ikke dukke op, fordi jeg ikke vil stå og hylde et diktatur.
Torsdag advarede den polske statsminister, Donald Tusk, direkte om, at situationen omkring Julia Timosjenko kan få dramatiske konsekvenser for Ukraines omdømme.
Polen og Ukraine arrangerer EM i fællesskab.