USA varsler modsvar til Nordkorea efter globalt cyberangreb

Nordkorea var "direkte ansvarlig" i WannaCry-angrebet, der lammede computere i 150 lande i maj, siger USA.

Det var Nordkorea, der tidligere på året stod bag det såkaldte WannaCry-cyberangreb, der blev rettet mod hospitaler, banker og andre selskaber verden over.

Det beretter en embedsmand fra Det Hvide Hus mandag lokal tid.

- Angrebet var omfattende, og det kostede milliarder, og Nordkorea er direkte ansvarlig, skriver Tom Bossert, der er sikkerhedspolitisk rådgiver i Det Hvide Hus, i en klumme i Wall Street Journal.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Han skriver videre i klummen, at alle, der angriber USA, vil blive holdt ansvarlige.

Han uddyber dog ikke, hvordan USA har tænkt sig at reagere på cyberangrebet over for det isolerede regime.

Storbritannien har tidligere givet Nordkorea skylden for den verdensomspændende computervirus.

Virussen raserede i maj. Den lammede computere og krævede penge for at låse dem op igen.

WannaCry-angrebet inficerede over 300.000 computere i 150 lande - blandt andet hos det britiske sundhedsvæsen og spanske telecom-selskaber samt det amerikanske logistikselskab FedEx.

Angrebet i den britiske sundhedssektor førte til annulleringer af op mod 20.000 lægekonsultationer.

Den 23-årige hacker Marcus Hutchins blev i USA bredt anerkendt som manden, der fandt stopknappen, som lukkede delvist ned for virussen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.