Efter flere års mundhuggeri og seksparts-forhandlinger (mellem USA, Kina, Rusland, Japan og Nord- og Sydkorea) underskrev Nordkorea 13. februar en aftale om at stoppe sit atomprogram til gengæld for olie. Både USA s præsident, George W. Bush, og udenrigsminister Condoleeza Rice kaldte det »et gennembrud«.

Og måske ville det være et gennembrud, hvis ikke aftalen nærmest var identisk med den aftale, som blev indgået i 1994, hvor Nordkorea lovede at stoppe sit atomprogram mod at modtage energiressourcer. Og var det ikke samme Bush-regering, som i 2002 anså aftalen for en eftergivenhed og besluttede at kassere den? Som svar sparkede Nordkorea inspektørerne ud og genstartede reaktoren. Nu, fem år senere, er billedet det samme – forskellen er blot, at Nordkorea med succes har detoneret adskillige atombomber.

Hele pointen med den oprindelige aftale var at forhindre Nordkorea i at få fingrene i en atombombe. Nu, da de har bomben, tilbyder vi den samme aftale, som for 13 år siden. Det er svært at se det som »et gennembrud«. Og som den tidligere amerikanske FN-ambassadør John Bolton sagde, så sender det et forkert signal. Nemlig, at de store lande kun tager dig seriøst, hvis du rent faktisk har en atombombe.

USA i fedtefadet

Udfordringen for fredselskende amerikanere har ikke så meget været de svære forhandlinger med Nordkorea, men mere den amerikanske regering, der får os i fedtefadet, fordi den handler ud fra ideologiske overbevisninger.

Bush forventede, at nordkoreanerne ville bukke under efter en skræmmekampagne. Han erklærede Nordkorea for et af tre lande i Ondskabens akse , som sponserer terrorisme globalt, og som skulle håndteres resolut. Hans regering indførte – sammmen med en massiv propagandakampagne – økonomiske sanktioner over for Kim Jong-il i håbet om, at det nordkoreanske folk ville rejse sig og styrte ham af tronen. Kina, Sydkorea og endda Japan har på den anden side været forsonende, da de har frygtet, at et desperat Nordkorea malet op i et hjørne ville udgøre en større trussel.

Høj pris at betale

Bushs koreanske fejltrin skader alle fremtidige forsøg fra det internationale samfund på at bremse den atomare knopskydning. Og prisen for USA er endnu højere. Episoden med Nordkorea udstiller Amerikas tendens til at handle ud fra svaghed frem for styrke.

Samtidig er den vigtige alliance med Sydkorea begyndt at flosse, da Sydkorea gør klar til at stikke i en anden og mere uafhængig retning. Andre er – efter de har bemærket, at USA opfører sig som en elefant i en glasbutik – begyndt at forme andre alliancer.

Trist

Det er trist at tænke på, at USA – verdens mest magtfulde nation – gik ind i dette årtusinde med holdningen om at styrke de internationale love, udvide FN s magt og fremme globalt samarbejde. I stedet blev den mulighed ødelagt af vi er ofre for 9/11 -syndromet, der retfærdiggjorde en ensidig afskaffelse af internationale traktater, et uprovokeret angreb på et andet land og tortur.

Det piner mit hjerte, når jeg tænker på, at al den gode vilje ved en sådan historisk lejlighed til at gøre godt, forsvandt ud af hænderne på stædige ledere. Og pinen bliver til smerte, når jeg indser, at deres fatale bestræbelser konstant bliver gjort lettere af en hjemlig opposition uden rygmarv, som leder os fra den ene dumhed til den anden.

Men dybden af tragedien, frygter jeg, er, at det vil tage en generation at rette op på deres fejl.

Peter Kwong er professor i asiatisk-amerikanske studier ved Hunter College, USA