Ritzau
Opdateret kl. 19:00
Ifølge Det Hvide Hus er der opnået enighed mellem Kina og USA's præsidenter om ikke at løfte nogle sanktioner mod Nordkorea, før landet har desarmeret sit missil- og atomprogram.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Kina og USA's præsidenter, Xi Jinping og Donald Trump, har tirsdag talt i telefon.
Her er udfaldet ifølge amerikanerne blevet en enighed om sanktioner mod Nordkorea.
Ifølge Det Hvide Hus har Donald Trump også gentaget for sin kinesiske modpart, at han stadig agter at sikre et handelsforhold, der er "balanceret og er til fordel for amerikanske virksomheder og arbejdere".
Modsat har Xi ifølge kinesiske statsmedier fortalt Trump, at Kina vil "stræbe" efter at løse eventuelle uenigheder om handel. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Samtidig har Xi bedt Trump tage Nordkoreas "rimelige sikkerhedsbekymringer" med i sine overvejelser.
Den kinesiske præsident mødtes tirsdag overraskende med Nordkoreas leder Kim Jong-un. Mødet blev offentliggjort af det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Mødet mellem de to er det andet inden for få uger. Kim besøgte Beijing i marts.
- Efter det første møde mellem mig og kammerat formand (Kim), så er både relationerne mellem Kina og Nordkorea og mellem Nord -og Sydkorea blevet forbedret, sagde Xi efter mødet ifølge Xinhua.
/ritzau/