Det har ingen som helst betydning for Republikanerne, at Newt Gingrich nu officielt har trukket sig fra kapløbet om at blive partiets kandidat ved præsidentvalget i USA i november. Til gengæld var det på høje tid.
Det siger Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor på Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet:
- Han har reelt været ude af kapløbet længe. Den eneste, det har nogen betydning for, er ham selv, og han havde været bedre tjent med at trække sig for nogle uger eller en måned siden, siger han.
- For Gingrich handler det også om, hvor meget han kan tage i honorar for sine foredrag. Det var nok en vigtig motivation for at stille op i første omgang.
Tilbage står nu den yderst liberale Ron Paul som eneste modkandidat til storfavoritten Mitt Romney. I sidste måned valgte en anden kandidat Rick Santorum ligesom Newt Gingrich at trække stikket til sin kampagne.
- Der er ikke noget, der kan forhindre Romney i at gå hele vejen, siger Niels Bjerre-Poulsen, der fremhæver Newt Gingrichs manglende realpolitiske dømmekraft:
- Da Gingrich ikke rykkede sig i meningsmålingerne, var der mange, der mente, at han skulle have flyttet sig, så Rick Santorum måske havde haft bedre mulighed for at udfordre Romney.