Amerikanske jagerfly har kastet fire ikke-armerede bomber ned over verdens største koralrev Great Barrier Reef i Australien under en militærøvelse tirsdag i sidste uge.
Bomberne var egentlig tiltænkt et militært øvelsesområde på en nærliggende ø, men øvelsen mislykkedes, og flyene måtte skille sig af med sine våben for at kunne lande igen.
Således endte bomberne i en dyb kanal et stykke væk fra revet. Placeringen blev valgt for at minimere risikoen for at beskadige det berømte revs mange koraller.
- Der er mellem 50 og 60 meter dybt, og det udgør ingen fare for skibsfarten, hedder det i en udtalelse fra den amerikanske flåde.
To af bomberne, der endte i havet, indeholdte ikke sprængstoffer. Det gjorde derimod to andre, men de var ikke armerede og eksploderede derfor ikke.
En talsmand fra den australske forsvarsmyndighed siger til australske medier, at bomberne udgør en "minimal risiko eller fare for offentligheden, havmiljøet og civil skibsfart i området omkring revet".
- Forsvaret arbejder tæt sammen med det amerikanske militær, den australske regering og miljøorganisationer for at sikre, at der ikke er nogen fare, hverken nu eller i fremtiden, siger han.
Den australske senator Larissa Waters, der tilhører partiet De Grønne, er dog meget utilfreds med dumpningen af bomberne.
- Er det sådan, vi tager vare på verdenshavet nu? Ved at lade fremmede kaste bomber på det, spørger hun i et interview med australsk tv, ifølge avisen The Guardian.
Great Barrier Reef er verdens største koralrev, og det er i forvejen truet af en række forskellige miljøproblemer. Ifølge australske forskere er over halvdelen af korallerne forsvundet siden midten af 1980'erne.
Forurening fra det lokale landbrug, skibsfart og klimaforandringer har blandt andet bidraget til koraldøden.
/ritzau/AFP