Amerikanske soldater, der er udstationeret i Afghanistan og Mellemøsten, må ikke læse den britiske avis The Guardian. Det skriver The Guardian.
USA's forsvarsministerium, Pentagon, i Washington har blokeret avisens hjemmeside, således at udsendte amerikanske soldater i Mellemøsten og Sydasien ikke kan læse den.
Censuren blev besluttet, da The Guardian som den første avis rapporterede, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA i omfattende grad overvåger den internationale data- og telefontrafik.
Afsløringerne stammede fra dokumenter, som er blevet lækket af den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden.
Pentagon informerede i fredags The Guardian om, at der er blevet lagt et filter ind i forsvarsministeriets netværk for at hindre uregelmæssig spredning af hemmelige oplysninger.
/ritzau/FNB