Han er sigtet, fordi han gjorde noget forkert, men faktisk gjorde han det helt rigtige – urmageren fra Kompagnistræde, som skød og sårede de (attrap)bevæbnede røvere, som trængte ind i hans butik. For han forsvarede sig, ligesom han før har forsvaret sig mod brutale tyve.
Sidste gang holdt de en skarpladt pistol mod hans nieces tinding, hvorfor urmageren kastede med varm kaffe og jog en røver på flugt ved at banke en stor skruetrækker i hovedet på ham. Dengang nåede gerningsmændene at affyre et skud, der borede sig ind i arbejdsbordet, kunne Ekstra Bladet i går berette.Han skal have en medalje, mener læserbrevsfolket. Jeg er enig. For nej, vi blåstempler dermed ikke, at alle danske handelsfolk har et skarpladt våben under disken. Og nej, der er ingen grund til at frygte, at der pludselig hænger røvere og dingler i alle lygtepæle. Der er nemlig forskel på selvtægt og nødværge – selvom man nede i biografen lærer at blande det sammen.
Når John Wayne og Dirty Harry skyder igen på ham, der skyder på dem, så er det nødværge. Når de derefter jagter hele banden og fylder dem med bly én efter én, så er det selvtægt. Og selvom man ofte har både hoben og Hollywood i ryggen, hvis man mestrer den genre, så er selvtægt altså ulovligt. Og samfundsundergra-vende. Det er nødværge til gengæld ikke – hvis man altså afværger et ?påbe-gyndt eller overhængende uretmæssigt angreb’, som der står i loven. Og selvom urmageren gik til makronerne i sit selvfor-svar, er man straffri, ?hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse’, som det hedder.
Urmageren havde god grund til at være vred og bange. Og lige så god grund til at reagere. Så nu, hvor han ikke dræbte nogen, kan hans nødværge kun kaldes et pletskud. Løslad ham!
Læs også side 12-13