Fra 1. april 2007 vil hver en cigaret, der er røget i arbejdstiden, sætte sine spor på lønsedlen hos de ansatte i Odense Kommune.
Kommunens nye rygepolitik, som blev vedtaget på byrådsmødet onsdag, betyder blandt andet, at alle offentligt ansatte fremover selv skal betale de rygepauser, de holder, mens de er på arbejde.
Det vil i praksis sige, at man skal stemple ud, så snart man sætter ild til sin tobak og ind igen, når smøgen er aflivet i askebægeret. Og det er byrådsmedlemmerne Per Berga Rasmussen (EL) og Torben Hangaard (S) stærkt utilfredse med.
Hetz mod rygerne
»Jeg synes, det har udviklet sig til en hetz mod rygerne. Vi støtter alle initiativer, der kan motivere folk til at holde op med at ryge, men det er ikke holdbart, at man skal trække rygerne i løn, når de holder pause for at ryge,« mener Per Berga Rasmussen, der på mødet onsdag aften stemte imod forslaget.
Og den holdning bakkes op af Torben Hangaard. Han mener ikke, det er rimeligt, at de offentligt ansatte selv skal betale for rygepauserne, selvom de restriktive rygeregler er et led i kommunens overordnede sundhedspolitik.
Frygter overvågning
»Man stempler jo heller ikke ind og ud, hvis man skal ned og hente en burger eller en fransk hotdog, selvom det også er usundt,« siger Torben Hangaard, der frygter, at de selvfinansierede rygepauser kan give anledning til at overvåge hinanden.
»Jeg er bange for, at det vil appellere til nævenyttigheden blandt de ansatte, og at man vil begynde at jagte og angive hinanden,« siger Torben Hangaard.
Hos Odense Kommune er beslutningen om rygepolitikken stadig så ny, at der ikke rigtig har været reaktioner fra medarbejderne endnu, men konsulent med ansvar for sundhedsfremme i Odense Kommune Line Birgitte Nielsen tror, at de nye regler vil blive modtaget med sindsro.
»Tiden er inde til sådan nogle regler, og de fleste medarbejdere har set det komme længe, så jeg forventer ikke mange negative reaktioner,« siger hun.
Forbud forkert vej frem
De to modstandere af den kommende rygepolitik mener dog begge, at man burde have fokuseret mere på at hjælpe og motivere rygerne til at kvitte smøgerne frem for at vedtage et forbud.
»Jeg synes, man skulle tilbyde rygestopkurser og motivere folk til at holde op. Altså bruge guleroden i stedet for pisken,« siger Per Berga Rasmussen.