Politikerne i blå blok er under pres, hvis julefreden skal nå at sænke sig på Christiansborg inden jul.
Uret er nu officielt sat i gang, da partierne tirsdag er blevet enige at stemme finansloven igennem inden jul.
Den bliver behandlet i Folketingssalen 22. december, og dermed nærmer deadline sig, hvis blå blok skal nå at blive enige om en skatteaftale og en udlændingeaftale inden.
Behandlingen starter klokken otte med ændringsforslag og selve afstemningen på samme dag, så den kan vedtages inden jul.
Det blev vedtaget tirsdag formiddag på et møde mellem Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), og partierne samt finansminister Kristian Jensen (V).
Dermed har partierne i blå blok ti dage til at blive enige om en skatteaftale og udlændingeaftale. Regeringspartiet Liberal Alliance vil kun stemme for finansloven, hvis der er enighed om de to aftaler.
Mandag aften sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter et møde i Statsministeriet, at hele regeringen nok skulle stemme for finansloven.
Men kort efter udtalelsen vendte Liberal Alliances chefforhandler, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, overraskende tilbage til pressen.
Her undlod han trods gentagne spørgsmål at trække truslen tilbage.
Dermed lader det til endnu at være uvist, hvad det nye år vil bringe på Christiansborg.
Forhandlingerne om skat vil i de kommende dage fortsætte i Finansministeriet hos finansministeren.
Der er endnu ingen oplysninger om officielle forhandlingsmøder for skat, men politikerne kan mødes til hulemøder uden for pressens søgelys.
Sideløbende vil forhandlingerne om udlændingestramninger fortsætte i Udlændinge- og Integrationsministeriet hos Inger Støjberg (V).
De forhandlinger genoptages tirsdag klokken 14.30.
Folketingets lovsekretariat oplyser i en mail, at politikerne skal igennem to runder med afstemninger 22. december.
- Efter afstemninger om ændringsforslagene vil der blive holdt en pause på cirka to timer med henblik på en sidste gennemgang af lovforslag og ændringsforslag, hvorefter der i et nyt møde skal stemmes om finanslovens endelige vedtagelse.
/ritzau/