Der var ikke det vilde på spil, da Manchester United og West Ham torsdag delte point med 0-0 i London i Premier League.
West Ham var inden opgøret fri af nedrykning, og United var sikker på deltagelse i Champions League i den kommende sæson.
Der blev dog slået lidt fast, for United blev med det ene point sikker på at slutte på andenpladsen i ligaen efter Manchester Citys suveræne mesterhold.
Manchester United nåede op på 78 point for 37 kampe med resultatet, og det er fire mere end Tottenham, der er på tredjepladsen med 74 point.
Der resterer en enkelt spillerunde, og der vil det blive afgjort, om Liverpool eller Chelsea bliver det sidste hold, som bliver klar til Champions League.
Manchester United spiller FA Cup-finale lørdag 19. maj mod Chelsea, og manager José Mourinho brugte derfor opgøret mod West Ham til at lufte lidt ud på holdet.
Otte ændringer var foretaget i forhold til nederlaget til Brighton senest, og Antonio Valencia, Victor Lindelöf, Luke Shaw, Phil Jones, Ander Herrera, Scott McTominay, Jesse Lingard og Alexis Sánchez var alle med.
Første halvleg bød ikke på scoringer trods muligheder til Jesse Lingard og Luke Shaw, og United savnede måske Romelu Lukaku, der er ude med en skade.
Efter en time var der stadig ikke scoret i opgøret, og West Ham-manager satte Andy Carroll på banen.
Hos gæsterne blev Lingard taget ud og erstattet med Marcus Rashford, men indskiftningerne kastede ikke scoringer af sig.
Fire minutter før tid udbrød der så et større slagsmål på banen, da West Hams Mark Noble og Uniteds Paul Pogba røg i klammeri, efter at Pogba havde lavet en eftertackling af Noble.
Det kastede en advarsel af sig til begge spillere og var kampens mest dramatiske højdepunkt.
/ritzau/