Managerlegenden Alex Ferguson er i klar bedring.
Onsdag meddeler Manchester United på sin hjemmeside, at Ferguson ikke længere har brug for intensiv behandling, efter at han er blevet opereret for en hjerneblødning.
- Sir Alex har ikke længere brug for intensiv behandling, men han vil fortsætte sin genoptræning som indlagt.
- Hans familie har været overvældet af omfanget af støtten og ønsker om god bedring, men familien ønsker fortsat at have privatlivet i fred, da det vil være vitalt i det næste skridt i genoptræningen, skriver Manchester United.
Den 76-årige skotte blev akut opereret for en hjerneblødning lørdag, men allerede mandag var den tidligere Manchester United-manager i stand til at sidde op og tale med familie og venner.
Det skrev avisen Daily Mail.
Alex Ferguson stod i spidsen for United fra 1986 til 2013, og i den periode vandt han 13 engelske mesterskaber og fem FA Cup-titler med klubben.
Han vandt også Liga Cuppen fire gange og Champions League to gange med United.
Forinden var han manager i blandt andre skotske Aberdeen, hvor han også vandt flere mesterskaber og pokaltitler, ligesom at han en enkelt gang vandt en europæisk titel med Aberdeen.
/ritzau/