Stanken fra lejligheden er massiv som en mur, da 23-årige Henrik skubber terrassedøren til side. Indenfor summer en ventilator i et forsøg på at tørre det brunplettede trægulv. Den skarpe stank svider i næsen og øjnene, og køkkengulvet er fedtet af brun katteafføring. Under loftet summer fluerne i rolige cirkler.
Henrik og hans 30-årige kone viser rundt i den lejlighed, som offentligheden har hørt en del om den seneste tid. I sidste uge kom det frem, at et stort antal katte havde levet i rodet under kummerlige forhold uden chance for at rengøre sig selv, så den eneste udvej var at aflive dem. Det har fået vreden mod parret til at blusse op blandt naboerne, der kræver dem fjernet fra området.
Men det unge par har aldrig ønsket, at det skulle gå så galt. De er begge voksne udviklingshæmmede og mødte hinanden på en café for udviklingshæmmede for seks år siden. Først boede de i Frydenlund. Og nu i Trillegården i Århus Vest.
Børnene råbte efter konen
»Jeg røg uklar med naboerne i Frydenlund. Deres børn var ikke rare ved min kone. De råbte efter hende,« siger Henrik, der ikke vil have sit efternavn i avisen, fordi han frygter naboernes vrede. Hans kone er blevet bange for at være alene hjemme efter balladen med kattene.
I gangen ligger en stak aviser og reklamer i en halv meters højde. Hoveddøren har ikke været åben i fire måneder. I hjørnerne sender dyngerne af kattelort en ufattelig stank ud i rummene. Henrik slår ud med armene.
»Det hele gik i stå, da min mor døde. Vi slæbte bare ind. Pludselig lå der så meget, at vi slet ikke orkede at gå i gang med at rydde op. Vi smed aviser på gulvene i stier for ikke at glide og gik i gummistøvler,« forklarer den 23-årige.
Samtidig med moderens død skulle faderen flytte, og det unge par kunne ikke overkomme at gå i gang.
»Vi opfattede ikke rigtig, at det blev så slemt. Vi passede bare os selv,« siger Henrik, der ikke spurgte om hjælp, fordi han syntes, det var pinligt.
I soveværelset ligger bunker af tøj blandet med kattehår og skidt.
»Vi fatter ikke, at vi kunne tåle at være her. Der er lopper, men de har aldrig bidt os,« fortæller den unge mand.
Tornadohænder
For godt en uge siden stod politiet og Dansk Dyreværn og ville ind i Henrik og hans kones lejlighed. De havde hørt om kattene. Da gik det rigtigt op for Henrik, at han måtte gøre noget.
»Den lejlighed skal gøres ren nu, sagde de til mig, og det kunne jeg godt se. Mine hænder blev som en tornado, da vi gik i gang med stuen,« siger Henrik, der har kørt mindst 15 læs affald væk. Nu kan gulvet i stuen ses. Det samme kan man ikke sige om soveværelset endnu, men Henrik og hans kone er i gang. De har købt rengøringsmidler, og de bruger duftfriskere hver halve time for at kunne holde ud at være i lejligheden. Henriks far kommer og hjælper med at muge ud.
»Jeg har ikke lyst til at blive udstillet som et svin. Men tiden, da min mor døde, var så hård, at jeg ikke kunne overkomme at rydde op. I dag har jeg det godt, og vi har planlagt at rense væggene og loftet og få malet, så det bliver lige så flot som Marselisborg Slot,« smiler Henrik, der faktisk er glad for, at kattene er væk.
Ingen børn
De mere end 16 katte gjorde det umuligt for parret at gå i gang med rengøringen, føler de. Nu kommer der ingen kæledyr ind hos Henrik og hustruen igen.
»Nu vil vi starte på en frisk uden kæledyr, selvom det er hårdt for min kone. Hun er ked af den måde, tingene er sket på,« forklarer han.
»Jeg kan ikke få børn, så kattene var mine børn. Jeg mistede noget, jeg holder meget af,« snøfter hun.
Foran køkkenvinduet er en træplade sat for, så ingen kan se ind. Når de er færdig med at rydde op, og gulvene er vaskede, kommer pladen væk igen. De er sikre på, at de nok skal blive glade for at bo i Trillegården.
»Det var for svært at bede om hjælp, sådan som der så ud,« siger Henrik og fortsætter:
»Nu kan vi godt holde det. Vi har besluttet os for at gøre rent tre gange om ugen i fremtiden«.
Henriks kone har ikke ønsket at få sit navn i avisen, fordi hun er bange for, at folk skal opsøge hende.