Kan man lytte sig frem til risikoen for en blodprop?
Hvis man kunne, ville det hjælpe millioner af mennesker. Åreforkalkninger kan føre til blodpropper, som er den hyppigste dødsårsag i Europa.
To Ph.D.-studerende fra Aalborg Universitet har opfundet en simpel metode til at lytte sig frem til åreforkalkning. Derfor belønnes de to forskere, Claus Graff og Samuel Schmidt, med den teknologiske medico-pris. Den uddeles af Medicoindustrien, der udvikler medicinsk udstyr, og den gives normalt til professorer med mange års forskningserfaring.
Ungdommelig dumdristighed
Claus Graff og Samuel Schmidt startede projektet for to år siden, selvom alle vejledere fortalte dem, at det var umuligt.
- Det var vel ungdommelig dumdristighed, der drev os. Det motiverer helt vildt, at alle siger, det ikke rigtig kan lade sig gøre, fortæller Samuel Schmidt.
Samuel Schmidt og Claus Graff håber at kunne hjælpe de mennesker, der hvert år dør af hjertesygdomme. Heraf har halvdelen ikke haft nogen symptomer. Ifølge Sundhedsstyrelsens tal fra 2005, dør cirka 10.000 danskere årligt som følge af hjertesygdomme, der skyldes forsnævringer i blodårerne.
De to unge forskere bruger et digitalt stetoskop og en avanceret beregningsmodel til at lytte efter mislyde i blodårerne. Hvis de hører en hvislen, er det tegn på forkalkede blodårer omkring hjertet.
Øget livskvalitet
Den simple metode er væsentligt billigere end de nuværende metoder til diagnosticering. Medicoindustriens bestyrelse kalder opfindelsen for banebrydende.
- Systemet vil kunne give øget livskvalitet til de patienter, der således kan få forebygget den alvorlige sygdom, og det vil kunne redde mange liv, siger formand for Medicoindustrien, Morten Falck Larsen.
De unge forskere arbejder videre på projektet og regner med, at det vil være fuldt klar til anvendelse om fire til fem år.
Claus Graff og Samuel Schmidt bruger et digitalt stetoskop og en avanceret beregningsmodel til at lytte sig frem til de åreforkalkninger, som fører til blodpropper og dødsfald.
Systemet kan sammenlignes med den hvislende lys fra en haveslange, hvor vandet holdes tilbage med en finger. En lignende lyd opfanges af det digitale stetoskop og afslører forkalkede områder i blodårerne.
I Europa er 22 procent af alle dødsfald relateret til åreforkalkninger og blodpropper. Symptomerne kan være brystsmerter ved stress eller fysisk aktivitet. Særlig ældre rammes.
Medico-prisen blev stiftet i 2001 og består af en bronzeskulptur udført af billedhugger Peter Hesk.