Ukraine og russisk-støttede oprørere i den østlige del af Ukraine begyndte onsdag at gennemføre en udveksling af flere end 300 fanger i den første fangeudveksling siden 2014.
Udvekslingen af fanger mellem den ukrainske hær og oprørere fra de selverklærede folkerepublikker Donetsk og Lugansk fandt sted nær byen Gorlivka, som ligger 40 kilometer nordøst for oprørernes hovedbastion Donetsk.
For første gang i flere måneder kom det til en større fangeudveksling, hvor separatister i bus onsdag bragte 16 fanger til et stykke ingenmandsland, mens Ukraine udleverede 99 personer.
Den væbnede konflikt i det østlige Ukraine har kostet over 10.000 mennesker livet siden 2014.
I henhold til en aftale om en våbenhvile indgået i 2015 skal alle fanger udveksles. Men det menes, at begge sider holder et stort antal fanger tilbage for at stå stærkere ved forhandlingsbordet.
Under den igangværende fangeudveksling skal Ukraine udlevere 306 personer, mens separatisterne skal udlevere 74.
I henhold til rapporter fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) har der været hundredvis af skudepisoder og angreb op til jul.
Rusland sender ikke blot kampvogne og våben til Østukraine, lyder det fra både USA og Ukraine. Russerne kæmper side om side med separatisterne, og de træner oprørerne.
Tidligere har USA stået for militær træning og leveret andet udstyr til Ukraine. Desuden har amerikanerne ladet private virksomheder sælge mindre skydevåben til Ukraine.
Dagen før jul sagde flere unavngivne embedsmænd til nyhedsbureauet AP, at præsident Donald Trumps regering har godkendt våbenleverancer til den tidligere sovjetrepublik.
/ritzau/AFP