Bedre forberedt, mindre provokerende og med et ry som en effektiv international forhandler.

Selvom nogle nok vil mene, at Tyrkiet var tæt på at spænde for Anders Fogh Rasmussen, så var han fra starten et diplomatisk syvmileskridt nærmere posten som generalsekretær i Nato, end daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen nogensinde var.

Det vurderer lektor i international politik Anders Wivel fra Københavns Universitet.

"Fogh har forberedt processen bedre. Han har rejst rundt til de her lande i årevis og gødet jorden. Hans stil er også mindre provokerende. Og så har han EU-formandsskabet i bæltet, hvor han skabte sig et ry som en effektiv international forhandler," siger han.

Uffe Ellemann-Jensen var i sin tid kendt som en tro tilhænger af Nato og bakkede op om den amerikanskledede invasion af Irak i 1991.

Det lykkedes ham at få den altafgørende opbakning fra USA, men Frankrig sagde 'non' - og så var spillet ude. I stedet gik posten til Spaniens Javier Solana.

Efter sin jobsamtale i Paris forklarede Uffe Ellemann-Jensen, at det havde at gøre med den danske modstand mod de franske test af a-våben, og at Danmark ikke var med i en europæiske forsvarsorganisation Vestunionen.

Men hans ligefremme stil var heller ikke en fordel i spillet om Nato-posten, vurderer Anders Wivel.

"Uffe Ellemann-Jensen sagde i høj grad, hvad der faldt ham ind. Også i forhold til de internationale samarbejdspartnere. Han var i højere grad en enegænger," siger Anders Wivel.

Samtidig erklærede Uffe Ellemann-Jensen åbent sit kandidatur. Og så kan man ikke fremføre sine synspunkter for lukkede døre.

"Uffe Ellemann-Jensen var en mere sårbar kandidat, fordi at han erklærede sig som kandidat, og så kan man også blive åbent kritiseret. De, der bliver erklærede kandidater meget tidligt i forløbet, er dark horses, mens de seriøse kandidater først kommer på banen, når feltet er kørt af sted," siger Anders Wivel.