Zoologer og tigereksperter verden over jublede i går, da det kom frem, at mindst tyve bengalske tigre har overlevet i en regnskov i det vestlige Indien i mere end tredive år. Flere eksperter troede ellers, at tigerflokken for længst var udryddet af krybskytter.
Tigerreservat
»Der var godt skovdække, et optimalt ynglemiljø og en ideel bestand af føde, men der er ikke blevet set tigre ved Sahyadri-bjergkæden siden slutningen af 70 erne,« siger Vishwas Sawarkar, der er tidligere chef for det statsdrevne Wildlife Institute of India til Reuters.
De store kattedyr blev i går set i et 800 kvadratkilometer stort frodigt, bjergområde i staten Maharashtra, og det er en glædelig nyhed for det indiske dyreliv, hvor mange dyrearter ellers er truede på grund af krybskytter og mangel på ynglesteder. Lokale miljøforkæmpere opfordrer nu de indiske myndigheder til at bevare Sayadri-området som beskyttet tigerreservat.
»Så snart området er udråbt til tigerreservat, er det vigtigt, at skov- og naturstyrelsen får de nødvendige midler til at beskytte det,« sagde Rahul Kaul, der er fredningsdirektør i miljøorganisationen the Wildlife Trust of India.
I dag lever størstedelen af verdens tigre i fangenskab i zoologiske haver. Der findes vilde tigre i Bangladesh, Myanmar, Bhutan og Nepal, og det anslås, at halvdelen af alle vilde tigre lever i Indien. Den bengalske tiger er desuden Indiens nationaldyr.