Det er særdeles skærpende, hvis man med sine handlinger medvirker til, at personer uden forståelse for færdselsreglerne slippes løs i trafikken til stor fare for trafiksikkerheden og mulig skade for andre.
Det er konklusionen af en dom, hvor en 38-årig mand af udenlandsk oprindelse udgav sig for at være en anden og gik til teoriprøver - og bestod.
Det skriver JydskeVestkysten.
Den 38-årige, som er fra Vejle og har en del erfaring som chauffør, gik i efteråret 2015 til teoriprøve på Køreteknisk Anlæg i Marstrup ved Haderslev. Han bestod uden problemer. Og 11 dage senere gentog han bedriften på Køreteknisk Anlæg i Sønderborg.
Begge gange gjorde han det i andre mænds navn.
Ifølge JydskeVestkysten er manden tidligere dømt for nøjagtig det samme. Denne gang fik han fire måneders fængsel for dokumentfalsk og for såkaldt "personelt falsk", det vil sige for at misbruge et ægte dokument og udgive sig for at være den person, skriver avisen.