Eva Schneller er endnu langt fra efterlønnen, men set fra husmandsstedet udenfor Haslev på Sjælland, kan hun kun undre sig over efterlønsdebatten. Hvorfor kan vi ikke få lov at betale for at beholde den?

”Hvad hvis vi betaler noget mere? Hvis efterlønnen nu bliver finansieret 80 procent. De sidste tyve procent er vel det, det alligevel mindst vil koste i førtidspension og dagpenge, hvis efterlønnen forsvinder,” siger Eva Schneller.

Vi mødes på Køge Handelsskole.

”Det er mig med langt hår og hestehale og så en hel del ældre end de andre,” siger hun, inden vi skal mødes i kantinen. Eva Schneller er arbejdsløs på tredje måned og i gang med at friske sit personalejura og et par andre fag op.

Hun er sikker på, hun nok skal få et job, men efterlønnen vil hun gerne beholde.

”Det er mit sikkerhedsnet. Hvis jeg ikke kan klare et arbejde, når jeg bliver ældre, eller hvis min mand blev syg og krævede pleje, så ville det være fedt, at det var mig, der kunne gøre det,” siger hun.

I det hele taget mangler hun diskussionen om, at de fleste kvinder gifter sig med ældre mænd, og mænd i snit bliver 76, mens kvinder bliver 80.

”Min mand er otte år ældre, og jeg kan da se rundt om mig, at mandens alder får en del kvinder til at vælge efterlønnen. Man kan også diskutere, om man ikke har ret til et otium sammen med sin ægtefælle. Hvis efterlønnen forsvinder, så må vi kvinder jo til at sørge for at finde yngre mænd. Det må jo blive konsekvensen af det,” siger Eva Schneller.

”Hvis nu staten sørgede for at få forrentet vores penge ordentligt og så man satte bidraget op, så man selv kunne vælge om man ville have muligheden for efterløn engang.”

Jeg betaler gerne for de unge

Hendes egen datter vil også af med efterlønnen. Eva Schneller synes, de unge glemmer noget, når de ikke vil betale for de ældres efterløn.

”De glemmer, at de har mange andre muligheder, som jeg ikke har haft. Jeg betaler gerne for, at de får en god uddannelse og en lang barsel. Jeg er ikke socialdemokrat, men derfor synes jeg nu alligevel, at vi godt kan løfte i flok,” siger Eva Schneller, der politisk er i midten og også har stemt blåt.

Hun flyttede hjemmefra som 16-årig og fik arbejde i Irma. Hendes forældre havde ikke råd til at betale hendes uddannelse, og det helt spæde SU-system kunne ikke hjælpe hende. Barselsorloven var også en helt anden.

”Jeg havde tre måneders barselsorlov. Hvis man først fødte 14 efter man var gået på barsel, så var der kun 2½ måned tilbage. Så det var bare om at få de frugtkasser løftet op over maven og blive på arbejde, til man fødte,” siger Eva Schneller.

Hun var først i 30’erne, da hun endelig fik råd til en uddannelse. Hun arbejdede i et revisionsfirma, der betalte for, at hun læste til merkonom i regnskab på aftenskole.

Hendes mand er kok, og i ti år drev de eget cateringfirma. Da det ikke kunne løbe rundt længere, blev hun dyrepasser og laborant i et medicinalfirma, der arbejdede med forsøgsdyr. Så blev hun overfølsom over for grisene, og måtte finde på noget andet igen. Med sin blandede baggrund fik hun job som jobkonsulent. Det har hun været både i det offentlige og hos en ’anden aktør’. Nu er hun selv arbejdsløs.

”Det er et usikkert job at være jobkonsulent i det private. De private aktører byder ind på projekter hos kommunerne, og når forløbet er slut, er der ikke flere penge,” siger Eva Schneller.

Hun vil gerne arbejde mange år endnu, især hvis hun finder det gode job.

”Jeg vil gerne have frie hænder under ansvar og få anerkendelse og føle jeg gør en forskel. Det har vi alle sammen brug for. I mit arbejde som jobkonsulent kunne jeg se, hvor gerne langt, langt de fleste gerne ville arbejde. Også når de var oppe i 60’erne,” siger hun.