Jeg flytter blikket fra murersnoren, vender mig om og blændes af solen, der netop er steget op over den nyrenoverede tagryg på blok 15. Det flimrer for mit blik, og Henning fremstår derfor kun som en sort skygge med en trillebør.
Men jeg kan alligevel klart fornemme, at han har en historie på vej. De mange paller med mursten er pakket fri af vintermåtterne, og alle baljerne er fyldt med mørtel. Jeg kan svagt dufte spritten, der skal holde frosten fra kalken i de tidlige morgentimer.
På sådanne tidspunkter kan jeg blive helt i tvivl, om jeg nogensinde skal lave andet end at mure. Jeg ville ønske, jeg kunne mure mig inde med materialerne og kollegerne og den blå himmel.
Og når præsten en dag sætter sig ned ved mit dødsleje og beder mig tænke på de gode stunder i livet, så vil jeg knibe øjnene sammen og forestille mig murerarbejdsmanden Henning med den fyldte trillebør hvilende for enden af sine to muskelspændte arme.
- Jeg sagde, så er det klart, vi taber. Han sætter børen fra sig og finder sin skovl frem. Nu kan jeg ikke trække den længere. - Hvad tænker du på, spørger jeg og lægger forsigtigt en mursten helt op ad hjørnejernet. Det er den første ud af 540, hvis alt går som planlagt, og jeg holder dagens akkord.
- Du sad helt derinde i hjørnet i morges og rodede med soklen eller sådan noget. Han pegede i retning af bygningens gavl. - Og stilladsdrengene skulle åbenbart lave noget overdækning, du ved. De kravlede rundt 10-12 meter oppe med deres grej og deres pis. Og så råber jeg til dem, hvad fanden de laver, og så ignorerer de mig.
Jeg har kun kendt Henning et par år, men har efterhånden vænnet mig til hans historier. De starter som regel med en situation på byggepladsen. Men ender altid med velovervejede politiske grublerier.
Normalt kan en bemærkning fra en af det almene boligområdes mange tyrkiske beboere, der åbner vinduet og tilbyder te i små fine kopper, få Henning til at undskylde og forklare sin stemme på Pia ved sidste valg.
Og når tyrkerens 14-årige søn kort efter stjæler tømrerens boremaskine, er det pludselig mig, der er i defensiven og må famle efter overbevisende argumenter imod Dansk Folkeparti.
Sådan finder diskussionerne sin egen logik på stilladset, og det er nogle spilleregler, jeg har måttet acceptere for at kunne deltage i diskussionen og blive taget seriøst. Men i dag kan jeg ikke rigtig gennemskue, hvor han vil hen med de stilladsdrenge.
- De skal jo afspærre området, når de bygger. De har fået det af vide hundrede gange. Hvis de taber en tremetersøjle eller bare deres stilladsnøgle, så er du færdig. Færdig! Du sad jo dernede, helt optaget af din sokkel, eller hvad det var. Smask. Du havde ikke haft en chance. Jeg er så træt af de drengerøve.
For Henning er alting sort eller hvidt, godt eller ondt. Enten spiller du på hans hold, og så svigter han dig ikke, men ville hoppe i havnen for dig, gøre alt for dig. Eller du er ligegyldig, ingenting, og han ville ikke kunne mobilisere et eneste glas følelser for dig, om du så sad dødtørstig på hans dørtrin.
Jeg har endnu ikke gennemskuet hvorfor, men min makker og jeg er blevet lukket ind på hans hold. Alligevel er det, som om jeg kan fornemme, at dagens historie ikke handler så meget om kærlighed til mig, men mere om frustration over stilladsdrengene.
- De ignorerede mig. Så råbte jeg igen, du ved, og blev ved med at råbe. Vi skal sgu ikke finde os i sådan noget pis. Til sidst stikker ham den lille med tatoveringerne hovedet ud over stilladset og siger, jeg skal slappe af, fordi Arbejdstilsynet var her i går, og at de aldrig kommer to dage i træk. Og så vidste jeg kraftedme snart ikke, hvad jeg skulle gøre. Mage til åndssvag knægt. Jeg er sgu da ligeglad, om tilsynet har været her, de skal fanme spærre af.
Januarsolen er nu helt oppe over blok 15. Min makker har lagt dobbelt så mange sten som mig på det første skifte. Fire børn med skoletasker skyder genvej over græsplænen. Og jeg kan se ejendommens vicevært samle forladte indkøbsvogne fra den lokale Bilka sammen.
- Folk har sgu ingen respekt. De snyder, hvor de kan komme til det. Reglerne er der sgu da, fordi du ikke skal have smadret kraniet. Og ikke fordi tilsynsmændene skal have noget at skrive rapport om. Det fatter de ikke. De tror, de er smarte, de stilladsdrenge, at de har regnet den ud. Altså, hvordan de kan undgå at spærre af.
Kalken ligger stille i baljerne. Solen står stille på himlen. Og min makker og jeg er begge stoppet op med en rød håndstrøget sten i den ene hånd og den trekantede murerske i den anden. Vi ser på Henning, han er tydeligvis frustreret. Han ser kun sort og hvidt nu. Godt og ondt.
- Så er det sgu da klart, vi taber for tiden. Hvis folk tror, at skatten og fagforeningen og sikkerhedsreglerne, ikke angår dem. De har ikke ejerskab til en skid andet end dem selv. Vi har glemt, det er nogle forhold, vi selv har kæmpet for. Og vi har glemt den elendighed, de afløste.
Skolebørnene kaster nogle jordknolde efter viceværten, der svarer igen med en løftet næve og for ti sekunders blandede skældsord. Min makker står og skuler eftertænksomt ned mod blok 15. Henning har givet os et par sekunder til at tygge lidt på hans kritiske analyse, før han selv konkluderer:
- Det er blevet til en skranke, Mattias. Samfundet. Det er blevet til en skide service- og tilsyns- og kontrolskranke, der var her i går og aldrig kommer to dage i træk. Og hvem vil ikke gerne snyde en skranke? Du brokker dig jo heller ikke, hvis damen ude i Bilka giver dig hundrede kroner for meget tilbage i byttepenge, vel? Vi opfører os som forbrugere i en butik og ikke som folk i et samfund. Og så er det klart, vi taber. Det er det, jeg mener.