UCI-præsident vil have Froome-afklaring inden Touren

UCI kalder det en "katastrofe", hvis der ikke er en afklaring på Chris Froomes dopingsag inden Tour de France.
Chris Froome satser på Giro d'Italia og Tour de France i 2018.
Chris Froome satser på Giro d'Italia og Tour de France i 2018. Foto: Jorge Guerrero/arkiv/AFP

- Beslutningen bør være klar før Tour de France. Det håber jeg, for det vil være en katastrofe, hvis det ikke er tilfældet.

Sådan siger præsidenten for Den Internationale Cykelunion (UCI), David Lappartient, ifølge cyclingnews.com om Chris Froomes verserende dopingsag.

- Kan du forestille dig, hvis han stiller op i Tour de France, uden at der er truffet en beslutning? Det ville også være vanskeligt for ham.

I december blev det offentliggjort, at den britiske cykelstjerne fra Team Sky afleverede en positiv dopingprøve under sidste års Vuelta a España, som Froome vandt.

Prøven viste spor af stoffet salbutamol, som blandt andet findes i astmamedicin.

Stoffet er ikke ulovligt i sig selv, men en rytter må ikke have mere end en koncentration på maksimalt 1000 nanogram per milliliter i kroppen, og Froomes test viste det dobbelte.

Et større juridisk maskineri er siden blevet sat i gang, og endnu er der ikke kommet en løsning på situationen.

- Vi kan ikke forcere en beslutning uden at respektere vores egne regler og processer. Tro mig - sagen er ikke særligt nem, siger Lappartient.

UCI-præsidenten har tidligere opfordret Team Sky til at suspendere Froome, mens sagen er i gang, men det er ikke lykkedes.

Derfor fortsætter den firedobbelte cykelrytter med at søge efter formen på landevejen, og han har allerede deltaget i to etapeløb i 2018.

Tidligere på måneden var han med i det italienske løb Tirreno-Adriatico, hvor han sluttede på 34.-pladsen i det samlede klassement.

Froomes store mål i sæsonen er som udgangspunkt Giro d'Italia og Tour de France, hvor han allerede har annonceret, at han agter at stille op.

Ifølge David Lappartient er det usandsynligt, at der kommer en løsning på sagen før starten på Giroen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.