Tysklands socialdemokrater i SPD har signaleret, at de er indstillet på at gå ind i en koalition med Angelas Merkels konservative i en stor koalition ved at give køb på et af deres centrale krav om højere skatter for de velhavende.
To uger efter socialdemokraternes nederlag til Merkels kristelige demokrater er partiets ledere holdt op med at tale stærkt imod ideen om at blive juniorpartnere i en regering under Merkel.
- Forbundskansler Merkel og CDU vil i næste uge afgøre, hvem der skal indledes forhandlinger med om en regeringskoalition, siger CDU's generalsekretær, Hermann Gröhe.
CDU har allerede haft sonderende møder med socialdemokraterne. Torsdag skal CDU have samtaler med Miljøpartiet De Grønne, som også siges at være mere og mere fristet af en plads i den kommende regering.
- Chancerne for en koalition med De Grønne er blevet større i de seneste dage. Det var tidligere teoretisk, nu er det tænkeligt, siger den konservative miljøminister, Peter Altmeier, til Der Spiegel.
I både SPD og i miljøpartiet er der stadig betydelig skepsis over for udsigten til en koalition med CDU, men den fløj, der ønsker et regeringssamarbejde synes at vinde terræn.
Merkel skal finde en ny koalitionspartner, efter at det liberale parti FDP faldt for spærregrænsen og ikke er med i Forbundsdagen efter valget.
CDU og søsterpartiet CSU har ikke flertal alene. CDU og SPD, der regerede sammen i en stor koalition fra 2005 til 2009, har aftalt endnu et sonderingsmøde mellem partierne den 14. oktober.
/ritzau/Reuters