En lørdag i juli 1977 banker 28-årige Brigitte Mohnhaupt og to andre unge på døren hos bankdirektøren Jürgen Ponto. Direktøren sidder på sin terrasse med sin kone. Ponto lukker op og tager imod blomster fra en af pigerne, som er hans eget gudbarn. Han ved, at gudbarnet tilhører den yderste venstrefløj i Tyskland. Men han ved ikke, at alle tre unge er medlemmer af terrororganisationen Rote Armee Fraktion (RAF).

Jürgen Ponto går ind i sit køkken for at finde en vase til blomsterne, da to af terroristerne åbner ild. Den kønne, blonde Brigitte Mohnhaupt skyder bankmanden fem gange, mens han råber: »I er jo vanvittige!«

Mordet på Jürgen Ponto er blot et af ni mord, som Mohnhaupt var med til at begå i sin tid som medlem af RAF. Ni mord, som i 1985 resulterede i, at Mohnhaupt blev idømt mere end fem gange livstid, da tysk politi først fangede hende. I dag har hun siddet fængslet i 24 år og har mulighed for prøveløsladelse, og ifølge flere tyske aviser ser det ud til, at den 57-årige terrorist får bevilget sin prøveløsladelse og derfor kan være en fri kvinde til marts.

Vrede efterladte

Sammen med sin medterrorist Christian Klar, som også stadig sidder fængslet, var Brigitte Mohnhaupt en af hovedkræfterne bag RAF’s mest berygtede aktioner i efteråret 1977. På få måneder, som i Tyskland stadig kaldes »Det tyske efterår«, kidnappede og myrdede Mohnhaupt og hendes venner adskillige prominente tyskere i forsøg på at få deres fængslede kampfæller løsladt.

Det tyske efterår fylder stadigvæk i landets bevidsthed, og de efterladte til RAF’s ofre raser imod den mulige frigivelse.

»Det ville gøre mig fysisk dårlig, hvis de bliver frigivet,« siger enken til den myrdede industrimand Hanns-Martin Schleyer til Der Spiegel.

Ufarlig og gråhåret

Hovedpersonen selv vurderes af eksperter til at være fuldstændig ufarlig i dag. Billeder fra løsladelseshøringen viser da også et ansigt, der er langt fra den unge kommunist med de stålsatte øjne indrammet af mascara. I dag er Brigitte Mohnhaupt gråhåret, og hendes hud er bleg af det indelukkede fængselsliv.

Nok er hun sikkert ufarlig, men en ting, der bremser tilgivelsen blandt mange tyskere er, at hverken Mohnhaupt eller Klar har bedt om tilgivelse for deres terror-fortid. Spørgsmålet er, om Mohnhaupt overhovedet fortryder sin fortids ideologi.

Hendes advokat, Franz Schwinghammer, har forsøgt at forklare den manglende undskyldning til avisen Frankfurter Algemeine:

»Jeg finder det upassende at sige: ’Jeg beklager det’. For de efterladte vil det være en fornærmelse.«

De efterladte selv mener, at den største fornærmelse er en frigivelse af fortidens tyske terrorister.