Tysklands forbundsregering og delstaterne er nået til enighed om at søge efter et nyt lager for atomaffald, efter at forbundsrepublikken i 30 år har anvendt en nedlagt saltmine i Gorleben.
Det oplyser den tyske miljøminister, Peter Altmaier, i Berlin tirsdag.
- I slutningen af april eller først i maj vil der i Forbundsdagen blive fremlagt et lovforslag om at finde et slutlager for atomaffaldet. Som første skridt vil der blive nedsat en kommission med 24 medlemmer fra delstater og parlament, siger Altmaier.
Beslutningen indebærer, at der ikke vil blive bragt flere containere med atomaffald til Gorleben.
I løbet af næste uge vil det blive fastlagt, hvor atomaffald skal oplagres midlertidigt som alternativ til Gorleben.
Gorleben har været på avisforsiderne i hele Europa adskillige gange i de seneste årtier, når demonstranter har aktioneret mod togtransporter med højradioaktivt fransk atomaffald på vej til det midlertidige depot i saltminen i Nordtyskland.
Atomaffaldet fra tyske atomkraftværker var blevet oparbejdet på det franske anlæg i La Hague, som genanvender dele af brændselsstængerne.
Tyskland er forpligtet til at tage sit eget atomaffald tilbage og har siden 1980 gentagne gange oplevet store demonstrationer mod disse transporter.
Mange aktivister har frygtet, at anlægget i Gorleben ville blive omdannet til et permanent depot for atomaffald, selv om saltminen ikke er egnet til at lagre så farligt affald.
/ritzau/dpa