Af iagttagere af dansk politik var det ventet, at Søren Pind ville forlade Christiansborg og i stedet hellige sig et liv uden for den politiske manege.
Tirsdag skete det så. Den loyale Løkke-støtte meddelte sin afgang som minister og forlod helt dansk politik.
En manøvre, der ærgrer den kendte tv-præst Sørine Gotfredsen. Hun mener, at der er brug for kulturbærere og historisk bevidste politikere som Søren Pind i dansk politik. Faktisk mener hun ikke, at han kan tillade sig at vende sit politiske virke ryggen.
”Søren Pind var med sin historiske og religiøse bevidsthed en kulturbærer. Han beskriver selv, hvordan professionalisering og afstanden mellem styre og folk beklageligvis vokser, mens partiloyaliteten skrumper, og set i det lys kan han faktisk ikke tillade sig at gå. For jo mere man har at bidrage med, desto mere pligt har man til at blive,” skriver hun i et nyt blogindlæg i Berlingske.
Søren Pind har forklaret sin sortie fra dansk politik med, at han var ”tømt”.
- Jeg føler mig tømt. Jeg har kæmpet med hver en fiber i min krop for dét, jeg troede på i alle år. Jeg har brugt enorme kræfter på det, og jeg mangler den sidste sultne energi, forklarede han til Berlingske tirsdag.
Og da han onsdag overdrog Uddannelses- og Forskningsministeriet til opkomlingen Tommy Ahlers sagde han, at han var mæt. Ikke af dage, men af politik.
Søren Pind blev første gang minister i 2010, da Lars Løkke Rasmussen i sin første regeringsperiode hentede ham ind som ny udviklingsminister. I 2011 blev han integrationsminister, og i Løkkes anden periode var han først justitsminister, inden han blev uddannelses- og forskningsminister.