Den 38-årige udenrigskorrespondent Simi Jan er flyttet tilbage til Danmark. Hun skal bo sammen med sin mor, som er ramt af uhelbredelig kræft.
Det fortæller TV 2-journalisten til Billed-Bladet.
- Min mor fik nogle måneder at leve i, da hun blev ramt af uhelbredelig cancer sidste år. Så det er et mirakel, at hun er i live, og vi glæder os over hver dag, vi får sammen, siger Simi Jan til ugebladet.
Simi Jans blot 54-årige mor er uhelbredeligt syg af tarmkræft med levermetastaser. Og nu er hun og Simi Jans mand, Allan, og parrets tre-årige søn, Adam, flyttet i hus sammen i Gentofte, fortæller Simi Jan til ugebladet.
Simi Jan er den ældste af fire søskende, og den som har hjulpet moderen gennem kemobehandlinger og operationer. Og det har ikke været nemt.
- Desværre er der dukket cancer op igen, efter scanningerne ikke har vist noget i et halvt år, så nu skal hun igennem endnu en operation. Men mor giver ikke op, siger Simi Jan.
Simi Jan er i gang med at skrive en bog om moderen, som kom til Danmark fra Pakistan, og kun var 16 år, da Simi blev født.