Da vandmasserne anden juledag for to år siden skyllede ind over kystområderne i den sydindiske delstat Tamil Nadu, mistede tusindvis af personer deres liv. De heldige overlevede, men mistede deres levebrød. Især gik det hårdt ud over de lokale fiskere.
De overlevende fiskere er nemlig sidenhen blevet placeret i midlertidige lejre langt fra kysten. Det har øget deres transportomkostninger og betydet, at de har mindre tid i deres både, hvilket har ramt dem hårdt økonomisk.
Derfor er mange fiskere og deres familier begyndt at sælge deres nyrer for at overleve. Ifølge hjælpeorganisationer, der arbejder i området, har 50 personer solgt en af deres nyrer, mens mange flere står i kø for at gøre det samme. En nyre kan indbringe omkring 2.200 dollars. Donoren får dog kun halvdelen af beløbet, resten går til en mellemmand.
Handel med organer er forbudt i Indien, og det lokale politi i Tamil Nadu har påbegyndt en undersøgelse af, hvem der står bag salget af nyrer, skriver BBC News.