Billederne gik landet rundt i går - tre mænd foran Københavns Byret; glade, lettede, med favnen fuld af champagne og blomster. Frikendt. De afslørede statshemmeligheder, men de gjorde det i en god sags tjeneste. To af disse mænd fortjener vores - og den øvrige omverdens - tillykke. Den tredje gør det ikke.
Tillykke, journalist Jesper Larsen.
Tillykke, journalist Michael Bjerre.
Chefredaktør Niels Lunde, derimod, fortjener ikke ros. Han har de seneste år arbejdet hårdt for at forandre en af Danmarks bedste og mest respekterede aviser - Berlingske Tidende - til et lukket reservat for en lille (små)borgerlig elite fra Nordsjælland; ubekymret og "forandringsparat som skal tales efter munden, og som ikke må udfordres. Niels Lunde er rædselsslagen for at ryste eller udfordre sine læsere - derfor er den kritiske miljø- journalistik, socialjournalistik, ja, journalistik, afløst af endeløse artikler om bil, båd og friværdi.
Jesper Larsen og Michael Bjerre tændte et glimt af håb med deres artikler om grundlaget for Irak-krigen på baggrund af de lækkede rapporter fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Lunde lod artiklerne bringe, men det er ingen hemmelighed, at chefredaktøren formentlig helst havde set, at FE-agent Frank Grevil havde valgt en anden avis at lække sine hemmeligheder til.
Niels Lunde brød sig ikke om sagen , for han bryder sig ikke om for alvor at træde i karakter og udfordre sine læsere. Hans bragesnak i disse dage, om at "ytringsfriheden" og "demokratiet" nærmest stod for fald på grund af sagen mod Berlingske Tidende - men nu er reddet, takket være hans heltemodige indsats - er, og det er det venligste, jeg kan komme i tanke om, rent hykleri.
Berlingske Tidende undlod i årevis at dække Irak-krigen og grundlaget for krigen, og det er en forbrydelse, der burde udløse straf. Derfor er det næsten ubærligt at se Niels Lunde sole sig i frifindelsens lys - faktisk måtte han oprindeligt selv bede anklageren om at blive tiltalt (anklageren glemte åbenbart redaktøren), men det øger selvfølgelig hans mulighed for at overleve, når de engelske ejere snart begynder at trimme den gamle avis.
Både Lunde, og med ham andre redaktører, har fremstillet anklagemyndighedens beslutning om at slæbe Berlingske Tidende i retten som et grundlæggende anslag mod ytringsfriheden. Det er noget vås. Den politisering af de gamle medier - Jyllands-Posten,
Berlingske Tidende og Politiken - der finder sted i disse år, er en langt værre trussel mod informations- og ytringsfriheden. Jyllands-Postens skræmmende fremmedangst er så tydelig, at avisens samlede legitimitet er under pres; Berlingske Tidende er angst for at forstyrre hr. og fru Hellerup med viden om, at folk dør af sult i de varme lande - og, ja, Politiken har med sin foragt for Dansk Folkeparti og Fogh-regeringen forandret sig til et politiseret menighedsblad. Politiken har frygteligt ukritisk lagt spalter til løselige påstande fra en videokunstner om, at danske soldater overlod krigsfanger i Afghanistan til tortur, og Tøger Seidenfaden trådte med sin bog om "regeringens svigt" i Muhammed-sagen i karakter som politiker, ikke redaktør.
Truslen mod medierne kommer fra, ja, medierne selv.