USA's præsident, Donald Trump, vil sende et hospitalsskib til New York og et andet til den amerikanske vestkyst.
De to skibe skal bruges til de hårdest ramte patienter, der er smittet med coronavirus.
Det siger han på en pressebriefing onsdag.
Det hospitalsskib, der efter planen skal til New York, "USNS Comfort", har omkring tusind sengepladser.
Det kommer til at være klar inden for de næste par uger, oplyser delstatens guvernør, Andrew Cuomo, i en separat meddelelse.
New York er den amerikanske delstat, der har registreret flest smittetilfælde. Seneste tal fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, CDC, lyder på flere end 2600 smittede i delstaten New York.
Det andet hospitalsskib, "USNS Mercy", skal til vestkysten, men det er endnu ikke oplyst, hvor det skal ligge.
Præsidenten siger også, at han vil genaktivere en lov, der stammer fra Koreakrigen.
Med den kan USA's regering beordre virksomheder til at fremstille bestemte varer såsom medicinsk udstyr - "bare i tilfælde af, at vi får brug for det", siger Trump.
Præsidenten fik for ikke længe siden massiv kritik for at nedtone udbruddet af coronavirus og påstå, at antallet af smittede var dalende - og at det hele i øvrigt var et fupnummer.
Men i de seneste dage er hans regering kommet på banen med enorme hjælpepakker og en lang række andre tiltag, der skal inddæmme smitten og begrænse skadevirkningerne.
- Vi vil bekæmpe denne usynlige fjende, siger Trump på onsdagens briefing.
Han tilføjer, at udbruddet i realiteten har gjort ham til en "krigstidspræsident", og at USA nu er i krig mod coronavirusset. En krig, som "vi vil vinde", siger han.
Et estimat, der peger i retning af, at ledigheden kan stige til 20 procent, betegner Trump som det værst tænkelige scenarie.
- Det er vi slet ikke i nærheden af, siger han.
/ritzau/Reuters