I et øvelokale helt oppe under taget i Officersbygningen er 13-årige Tage fra Skanderborg ved at forberede sig til den vigtigste prøve, han nogensinde har været til. Klokken er 9, og han er spændt, for om lidt over 20 minutter er det hans tur.

»Min store drøm er at komme på konservatoriet og senere komme til at arbejde i et symfoniorkester,« siger Tage.

Han har øvet sig til prøven i tre måneder op til prøven. Og bruger i det hele taget – og i modsætning til sine klassekammerater – mere tid på klassisk musik end på MTV.

»Jeg hører næsten kun klassisk musik. Hiphop og den slags siger mig ikke så meget. Der er meget mere følelse i den klassiske musik, synes jeg,« fortsætter han.

Det begyndte egentlig med, at han spillede violin. Men trompeten vandt hans hjerte, da han hørte den første gang.

»Der er så utrolig meget følelse i instrumentet. Man kan fortælle mere og beskrive følelser med den. Det er jo også næsten altid en trompet, der spiller til sølvbryllup eller begravelse,« fortæller Tage.

Tid til prøve

Tiden i øvelokalet er ved at være gået, så Tage vil lige varme trompeten lidt mere op. Han blæser igennem, så kinderne pustes op. Han tømmer kammeret for spyt og fortsætter. Skalaer og lidt af de melodier, som han har valgt at spille for de fire censorer strømmer gennem det lille øvelokale i Officersbygningen. Hvis han kommer ind, er det måske her, at han fremover skal have undervisning.

Tage træder ind i rummet ved siden af, hvor prøven skal foregå. Midt i rummet står et stort Steinway & Sons-flygel og langs væggen fire borde med papirer og vandglas. Det eneste, der afslører, at det er et prøverum, hvor censorerne hvert øjeblik, det skal være, kan træde ind i lokalet. Pianisten Sara Piorumian sætter sig ved flygelet, mens Tage sætter noderne på plads i stativet. Hun skal akkompagnere ham til prøven og spiller kort stykkerne igennem med ham.

Akustikken er en helt anden end i det lille øvelokale inde ved siden af.

»Det klinger godt«, siger Tage og fører igen trompeten op til munden.

De fire censorer træder ind i rummet og tager plads ved bordene. Han kender to af dem, og nervøsiteten hænger tungt i luften, da lederen af musikskolen, Lars Ole Vestergaard, giver ham signal til at begynde.

Tage blæser i trompeten, det bedste han har lært, og snart vælder en klingende strøm af smukke sørgmodige toner, komponeret af Haydn ud af instrumentet. Censorerne nikker og smiler. Melodien fortsætter, mens han kæmper for at holde trit med luften, der forsvinder ud af ham, næsten lige så hurtigt, som han kan nå at fylde lungerne.

»Tak, det var dejligt,« siger Lars Ole og giver ham tegn til at gå videre.

Musikalsk afmarcheret

Det næste nummer, Tyskermarchen , som Tage selv kalder den, går ikke så godt.

Lidt inde i melodien går det skævt. Den ene forkerte tone afløser den anden, og det er som om, at han ikke kan finde tilbage til takten.

»Undskyld. Den tager jeg lige igen,« siger han bestemt og pudser selvtilliden af, inden han igen sætter det blanke instrument til læberne.

Han må starte forfra en gang til, inden stykket lyder helt rigtigt. Og det passer ham ikke.

Resten af prøven går godt. Tage sætter sig ved flygelet, som var det det mest naturlige i verden og lader ubesværet fingrene danse hen over tangenterne til tonerne af Beethovens Für Elise . Også nodelæsningen og sangprøven klarer han fint.

Udenfor i gangen venter far Flemming, da Tage kommer tilbage fra prøven.

»Jeg tror måske, at jeg kommer ind,« smiler han, lettet over, at det hele er overstået. Nu er der bare ventetiden, indtil han får svar i næste uge.