Efter bilulykken torsdag morgen på Rømø, hvor en ung mand mistede livet, er offerets tre kammerater blevet anholdt og sigtet af politiet.
De tre skal fremstilles i et grundlovsforhør i Retten i Sønderborg torsdag eftermiddag.
Sigtelsen drejer sig om uagtsomt manddrab og spritkørsel.
Politiet fik besked om ulykken klokken kvart over seks.
Fire unge mænd fra Esbjerg-området havde tilsyneladende kørt vildt på stranden, men bilen forulykkede, og den ene blev hårdt kvæstet.
Med helikopter blev han fløjet til Odense Universitetshospital, hvor lægerne erklærede ham død.
I første omgang var det politiets vurdering, at bilen var væltet rundt, og at den tilskadekomne var blevet slynget ud af køretøjet. Han blev 21 år.
De tre andre, der alle er 20 år, kom ikke noget til.
Men de risikerer nu alle tilsyneladende fængsling.
Forud for retsmødet ønsker Syd- og Sønderjyllands Politi ikke at forklare, hvorfor alle tre skal fremstilles i retten - eller hvad de har sagt under de indledende afhøringer, eller om de overhovedet har ønsket at besvare politiets spørgsmål.
/ritzau/