Tre rockerborge i Jylland tvinges til lukning

Tilholdssteder for Bandidos i Horsens, Randers og Aalborg kan blive mål for angreb, vurderer politiet.
Rockerklubberne Satudarah og Bandidos er fortsat i konflikt, og med den begrundelse har politiet forlænget lukningen af tre klubhuse i Randers, Horsens og Aalborg.
Rockerklubberne Satudarah og Bandidos er fortsat i konflikt, og med den begrundelse har politiet forlænget lukningen af tre klubhuse i Randers, Horsens og Aalborg. Foto: Bjarke Bo Olsen/arkiv/Scanpix

Tre af rockerklubben Bandidos' klubhuse i Jylland må fortsat holde lukket. Politiet har fredag besluttet at forlænge lukningen af tilholdsstederne i Horsens, Randers og Aalborg i yderligere syv dage.

Årsagen er en konflikt mellem Bandidos på den ene side og Satudarah på den anden, fremgår det af en pressemeddelelse.

Satudarah har i øvrigt selv rømmet sit klubhus på Gl. Aarhusvej 229 i Viborg, og derfor ser det lokale politi ikke noget behov for at forlænge forbuddet mod at opholde sig på denne adresse.

Ifølge Rigspolitiet er der risiko for, at de tre andre klubhuse, der er tilholdssted for Bandidos, kan blive angrebet.

Politiets indgreb blev indledt 10. november, og fredag har politidirektørerne altså besluttet en forlængelse i syv dage.

- Det er stadig borgernes tryghed og sikkerhed, der er i centrum for os, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.

Folk advares om, at man risikerer en straf på op til fængsel i to år, såfremt man overtræder forbuddet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.