Christian Traoré skifter med øjeblikelig virkning til Stockholm-klubben Hammarby. Kun det obligatoriske lægetjek mangler, før Traore kan tage med sine nye holdkammerater på træningslejr i Los Angeles. Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside.
Christian Traoré og FC Midtjylland er blevet enige med Hammarby, som FCM mødte i sidste års Royal League. Christian Traoré var i øvrigt udlejet fra FC København til netop Hammarby i sommeren 2002.
»Baggrunden for mit skifte er mit vel helt naturlige ønske om mere spilletid. Jeg har som tidligere nævnt været meget glad for at være i FC Midtjylland, men det har selvfølgelig været en skuffelse, at jeg ikke har fået den spilletid, for det var på forhånd mit mål. Jeg vil gerne takke alle omkring FCM og især den fantastiske fanklub for opbakningen og den ubeskrivelige stemning på SAS Arena. Det kunne være sjovt at komme tilbage i forbindelse med en Royal League kamp,« siger spilleren til hjemmesiden.
På Hammarbys hjemmeside bliver den 24-årige dansker præsenteret for svenskerne:
»Christian er en allroundspiller, men i første omgang skal han forstærke backlinjen. Hans spillestil er velkendt for dem, der besøgte Söderstadion i efteråret 2002,« siger Urban Rybrink, som er informationschef i Hammarby til klubbens hjemmeside. Han fortæller endvidere, at danskeren vil skrive under på en fire-årig aftale – så snart lægetjekket er vel overstået.