Selskabet bag fodboldklubben FC København, Parken Sport & Entertainment, præsenterer mandag et mindre underskud for det første kvartal af regnskabsåret 2018.
Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.
Det primære resultat udgør et underskud på 6,3 millioner kroner, hvor underskuddet i samme periode i 2017 var 24,8 millioner kroner.
Også omsætningen går frem, da den i første kvartal 2018 lyder på 277,3 millioner kroner imod 262,8 millioner kroner i 2017.
Blandt andet transferaktiviteter er baggrunden for det bedre resultat. Sidste år gav det i dette kvartal et underskud på 2,6 millioner kroner, mens det i år er et overskud på 15,9 millioner kroner.
Selskabet oplyser desuden, at Lalandia havde fremgang i omsætning og resultat, der primært skyldes, at påsken i 2018 faldt i marts, hvor den sidste år lå i april.
/ritzau/