Asafa Powell og Sherone Simpson leder efter en syndebuk. Den mente de to jamaicanske sprinteres agent at have fundet i deres nye fysiske træner Christopher Xuereb. Men det afviser han, ikke overraskende.
At sprinterne i juni, sammen med tre andre landsmænd, blev testet positive for doping ved Jamaicas udtagelsesstævne til VM, har ikke noget med ham at gøre, siger han.
- Begge atleter leder tydeligvis efter en syndebuk. Jeg har ikke givet Asafa Powell og Sherone Simpson forbudte stoffer eller substanser. Alle de vitaminpræparater, jeg har suppleret dem med, er anerkendte mærker købt i seriøse butikker.
- Italiensk politi har anerkendt, at alle de præparater, man har fundet hos mig, var legale. Jeg ved ikke, hvad de to atleter har taget, siger træneren ifølge nyhedsbureauet dpa.
Det var deres fælles agent Paul Doyle, som tirsdag beskyldte træneren for at stå bag Asafa Powell og Sherone Simpsons positive dopingprøver.
Også en diskoskaster har bekræftet at være testet positiv. Hvem de to sidste positive prøver tilhører, er endnu ikke offentliggjort.
Desuden er amerikaneren Tyson Gay testet positiv for ganske nylig. Han har præsteret de tre hurtigste tider på 100 meter i verden i år.
/ritzau/