FC Københavns 20-årige kantspiller Youssef Toutouh har masser af selvtillid efter scoringer i FCK's seneste kampe mod Hvidovre og Brøndby i henholdsvis pokalturneringen og Superligaen.
Nu håber Toutouh, at han får chancen i aftenens kamp mod Real Madrid i Champions League.
- Det gør jeg helt klart.
- Jeg ved ikke, om jeg har fået bevist, at jeg bør spille. Jeg prøver bare at levere 100 procent hver gang, at jeg spiller. Nu har jeg scoret i to kampe i streg, og hvis træneren kan bruge mig, så er jeg klar, siger Youssef Toutouh.
- Vi ved, at Real Madrid vil komme meget frem i banen, og hvis vi kan fange dem i nogle omstillinger, så vil jeg være farlig i mellemrummene og kunne skabe noget uro i deres forsvar, mener kantspilleren.
I den forgangne weekend erstattede han som indskifter højrekanten Christian Bolaños med stor succes i et 2-3-nederlag til Brøndby. Før det var han også på pletten i en pokalsejr over sin gamle klub Hvidovre i pokalturneringen.
- Jeg har haft to skud på mål i de to sidste kampe, og jeg har scoret begge gange.
- Jeg har et godt skud, og hvis der er mulighed for at skyde på mål mod Real Madrid, vil jeg også prøve, siger han.
FCK åbnede for to uger siden gruppespillet med 1-1 i Parken mod Juventus. Real Madrid slog Galatasaray med 6-1 på udebane i Istanbul.
Kampen mellem FCK og Real Madrid begynder klokken 20.45.
/ritzau/