Den engelske landsholdsangriber Peter Crouch skifter til Tottenham, der angiveligt må slippe knap 80 millioner kroner for den langlemmede angriber.
Peter Crouch skifter fra Portsmouth, der så sig nødsaget til at slippe angriberen på grund af økonomiske problemer, skriver Teamtalk.com.
Den 28-årige angriber afslog en kontrakt fra Sunderland, der ellers havde lagt 25 millioner kroner mere i posen til Portsmouth, men Crouch ville hellere blive i det sydengelske fremfor at flytte nordpå til Sunderland.
"Vi er kede af, at se Peter gå - både som en spiller og som person, og vi vil gerne takke ham for at have spillet en central rolle i at holde klubben i Premier League sidste sæson. Hans salg var nødvendigt på grund af klubbens forpligtelser til at tilbagebetale gæld," oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Peter Crouch skal dermed igen arbejde sammen med manageren Harry Redknapp, som tidligere hentede landsholdspilleren til Portsmouth.