Obligationsmarkederne fik torsdag, hvad de havde ventet, da Den Europæiske Centralbank, ECB, rundede sit rentemøde af med en fastholdelse af den toneangivende refi-rente på 0,5 pct. Og mere til. For på det efterfølgende pressemøde markerede ECB-chefen, at renten vil blive holdt på et "uændret eller lavere niveau i en længere periode", og nuanceforskellen i forhold til tidligere udtalelser blev begejstret tolket som et signal om, at ECB endog står klar med yderligere rentenedsættelse, hvis der er behov for det.
Markedet kvitterede umiddelbart med rentefald, som herhjemme blev på 5 point for den toneangivende 10-årige statsobligation. Men i de efterfølgende timer udlignedes rentefaldet, og den 10-årige rente lukkede i 1,81 eller 2 basispoint højere end ved lukketid onsdag. For den korte toårige rente sås en tilsvarende effekt af Draghis udtalelser med et umiddelbart rentefald på 7 basispoint til 0,34 pct. Og her var det kun halvdelen af rentefaldet, der blev indhentet inden lukketid.
Senioranalytiker i Nordea Jan Størup Nielsen påpeger, at Draghis indsats for at tale den europæiske rente ned er udtryk for en tendens, som vil holde sommeren over, og som også vil præge den danske renteudvikling, der ellers peger mod stigning.
- Inden de danske renter for alvor begynder at stige, venter vi dog, at de hen over sommeren vil falde lidt tilbage - primært som følge af, at centralbanken i både USA og euroområdet i perioden vil forsøge at tale markedsrenterne lavere. Det var lige præcis det, der skete på dagens pressemøde i ECB, skriver analytikeren i en kommentar.
I det øvrige Europa var de 10-årige renter ved danske lukketid faldet op til 1 basispoint i Tyskland, Frankrig og Storbritannien, og med 7-8 basispoint i Italien og Spanien.
I Portugal, der onsdag oplevede den toneangivende rente skyde 85 basispoint i vejret, faldt den samme rente 16 point til 7,0 pct. ved dansk lukketid.
/ritzau/FINANS
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk