Den danske tiårige rente tog torsdag et par tilløb til at forlade det rekordlave niveau sat onsdag, men lukkede dagen uændret i 1,56 pct.
Torsdagen bød generelt på et meget stille obligationsmarked, omend en fransk auktion over tiårige obligationer samt ECB-chef Mario Draghis pressemøde gav lidt svingninger. Da dagen var omme, var renten dog med få undtagelser uændret i de sikrere, nordeuropæiske økonomier som Danmark, Tyskland og Sverige.
Mario Draghi sagde på pressemødet, at en ændring af den ledende rente slet ikke blev diskuteret på centralbankens rentemøde. Den blev som ventet fastholdt på 1,0 pct. Til gengæld indrømmede centralbankchefen, at den europæiske økonomi stadig skranter, og at der er behov for mere handling fra både politikere og banker.
- En rentenedsættelse er efter vores vurdering blevet mere sandsynlig, men formentlig skal vi se flere skuffende nøgletal, før det vil komme på tale, skriver Nordeas chefobligationsspecialist Marianne Petersen i en kommentar.
Mange af de europæiske tiårige renter blev løftet med op til 5-6 basispoint i løbet af pressemødet, men faldt også i langt de fleste lande tilbage til niveauet fra før bagefter.
Frankrig lukkede dagen med et rentefald på 5 basispoint til 2,90 pct. efter en vellykket obligationsauktion. Landet, der på søndag går til præsidentvalg, solgte obligationer for 7,43 mia. euro, herunder for 3,3 mia. euro tiårige obligationer. Renten var en anelse lavere end ved en lignende auktion i april.
Spanien afholdt også en relativt vellykket obligationsauktion. Renterne steg i forhold til sidste sammenlignelige auktioner i marts, men efterspørgslen var god, og den tiårige rente flyttede sig ikke mange basispoint, så den torsdag aften lukekde i 5,79 pct. - uændret i forhold til onsdag.
Dagens vigtigste nøgletal kom fra USA og viste en uens tendens.
365.000 amerikanere stillede sig op i arbejdsløshedskøen for første gang i sidste uge, 27.000 færre end ugen før og 14.000 under økonomernes estimat. Til gengæld viste ISM-opgørelsen for servicesektoren et overraskende stort fald til 53,5 i april fra 56,0 i marts. Økonomerne ventede ifølge Bloomberg et mindre fald til 55,3.
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk