Når vesterbroklubben Ajax Heroes i dag klokken 16.00 tager imod Fredericia HK i herrernes bedste håndbold-række, sker det som altid med under 500 mennesker i den udslidte Bavnehøjhal. Landstræner Ulrik Wilbek opfordrede efter verdensmesterskabet i Tyskland de danske klubber til at ride med på håndboldbølgen, der skyllede fra Tyskland og ind i de danske stuer. Men uden for København er det som om, der er en usynlig dæmning, fortæller pressechef i Ajax Heroes.
»Det virker umuligt at skabe interesse om herrehåndbold i København. I modsætning til i provinsen, hvor der hersker en hel anden nærhed omkring den lokale håndboldklub, og hvor det sociale engagement er meget større,« fortæller Ole Christensen.
18 mesterskaber
Ajax Heroes er en traditionsklub og har vundet det danske mesterskab 18 gange – det seneste dog tilbage i 1964. Klubben kæmper med FCK Håndbold om københavnernes opmærksomhed, men heller ikke håndboldafliggeren af byens hold tiltrækker mange tilskuere.
»Der er for mange kulturelle tilbud at vælge mellem i København. Vi burde kunne have to store håndboldklubber i hovedstaden, men vi mangler de basale ting i Ajax Heroes. Vi spiller i den mest nedslidte hal i hele håndboldligaen, og vi oplever nul opbakning fra kommunen. Det virker som om, Københavns Kommune er ligeglad med elitehåndbold,« siger Ole Christensen, der peger på, at de fleste provinshold har sponsorstøtte fra hjemkommunen.
Turbulente år
Ajax Heroes har inviteret kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V) og resten af udvalget til at overvære dagens kamp mod Fredericia HK, men har ikke fået svar. Derudover er samtlige 700 medlemmer af klubben inviteret til gratis håndbold i Bavnehøjhallen.
Ajax Heroes har ført en sportslig turbulent tilværelse i håndboldligaen de seneste sæsoner. Sidste sæson reddede klubben sig fra nedrykning på en fantastisk slutspurt, og i sommerpausen løb klubben ind i økonomiske problemer. Lønnedgang lød kravet til spillerne, og det fik fem spillere til at finde andre græsgange.
Kampen mod Fredericia HK er en nøglekamp for Ajax, der behøver point på kontoen for at undgå nedrykning til 1. division.