Det intense opgør mellem finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Socialdemokratiet om partiets 2025-plan fortsætter torsdag.
Efter at finansministeren i Politiken har kaldt Socialdemokratiets plan for "fup" på baggrund af beregninger foretaget af Finansministeriet, kommer gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) nu med nye oplysninger til TV 2 om netop disse beregninger.
På et møde - som Socialdemokratiet højst usædvanligt vælger at referere fra - skal Finansministeriets embedsfolk over for Socialdemokratiet have erkendt, at det ikke var beregninger foretaget af ministeriets økonomer, finansministeren brugte, da han langede ud efter Socialdemokratiet. Det var derimod finansministerens egne tal.
- Det er finansministeren personligt, der har lavet tallene. Det er blevet markedsført som om det er Finansministeriet, og det synes vi var meget mærkeligt, fordi det var nogle meget uvederhæftige anklager, siger Henrik Sass Larsen til TV 2.
I artiklen i Politiken giver Claus Hjort Frederiksen ellers udtryk for, at det er de politisk neutrale embedsmænd i Finansministeriet, der har regnet på Socialdemokratiets tal.
Henrik Sass Larsen kalder over for TV 2 sagen for en "stor skandale", som han ikke har set mage til sine 16 år på Christiansborg.
- Vi er ret oprørte over det. Jeg mindes ikke at have set en minister sige, at ministeriet ikke kan stå inde for tal - som man så indrømmer at have lavet selv. Det er groft manipulerende, siger han.
Senere har også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) brugt tallene - blandt andet på Dansk Industris årsmøde. Alt sammen er det med til at give et forkert indtryk, siger Henrik Sass Larsen til TV 2.
- Man giver indtryk af, at det er autoritære beregninger, som siger, at Socialdemokratiets økonomiske beregninger, men i virkeligheden er det ministeriets egne.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.