Jeg er i tvivl. Ville jeg selv bryde mig om, hvis jeg en dag skulle dømmes, at dommeren var iklædt muslimsk hovedtørklæde og kappe. At dommeren - som den unge jura-studerende med dommerambitioner, Sabba Mirza, der stod frem i avisen igår - følte sig så tæt knyttet til Islam; en lovreligion, der ophæver grænserne mellem det private og det religiøse.

Helt ærligt: Nej. Det ville gøre mig .. utryg.

Domstole og dommere skal være tindrede neutrale og uafhængige. Danmark er et land, hvor religion og politik er adskilt.

Det er vort samfunds fundament. Religion er en privatsag. Rettroende, tørklædeklædte muslimer skal – ellers er de ikke rettroende – mene, at Gud står over loven. Hvordan kan de så være dommere?

Måske er jeg bare gammel og forstokket? Sabba Mirza fortalte klart i går, at hun selvfølgelig dybt respekterer og vil dømme efter danske love. At hun er muslim, troende og bærer tørklæde, betyder intet. Og kan man overhovedet blande sig i, hvad en dommer har på hovedet, hvis ellers han eller hun kan juraen, er fair og dygtig?

Er tiden bare en anden nu?

For ti år siden diskuterede vi, om kvinder med tørklæde kunne sidde i supermarkeder – det gør de nu mange steder, uden problemer. Om ti år er de dommere.

Hvad er problemet? Er det tværtimod fantastisk, at dybt troende muslimer dyrker demokrati og jura i en sådan grad, at de vil være dommere. Var dét ikke det vi ønskede: Muslimer, der blev så danske, at de tog plads i det mest demokratiske, vi kan drømme om: Vores domstole.

Det er svært.