Som i Danmark er også det sydlige Norge præget af tørke og en usædvanlig lang periode med høje temperaturer.
Det er nu begyndt at gå ud over landmænd og deres dyrebestande.
I Akershus har landmanden Ståle Hansen været nødsaget til at slagte mere end halvdelen af sin besætning af køer, fordi han mangler foder til dem.
- Jeg har en besætning på 50 moderdyr. Nu har jeg så lidt foder, at jeg må reducere antallet med 30-35 dyr, siger han.
Han er en af flere landmænd i det sydlige Norge, som er ramt af de høje temperaturer og manglen på regn.
Tørken betyder, at høsten af korn og foder er dårlig, og det giver store udfordringer.
Sidste år kunne Ståle Hansen fodre hele sin besætning med den første høst af græs. Men i år blev den første græshøst mindre end en tredjedel af sidste års, og anden græshøst er visnet væk i varmen.
- Situationen er kritisk, siger den norske landmand.
- Manglen på foder hos både mig og andre gør, at jeg hverken får solgt dyr eller taget mig af mine egne dyr, og det gør, at jeg må sende gode dyr til slagtning, fortæller han.
Norges regering er nu gået i gang med at undersøge mulighederne for at købe dyrefoder i nabolandene.
- Situationen er ved at blive ekstremt krævende for en del landmænd, og hvis det ikke begynder at regne, kan det ske, at mange landmænd må reducere dyretallene, siger den norske landbrugsminister, Jon Georg Dale.
/ritzau/NTB