Af Jacob Basbøll | jaba@avisen.dk
ikke-ryger

Selvfølgelig er det hele nogle slikkede spaniere uden stedsans skyld.

For hvis nu ikke Rodrigo og Luis havde ramt Cuba, da de padlede rundt på jagt efter Kinas kyst, så havde dagen i dag, hvor rygeloven indføres, måske ikke været historisk.

Rodrigo de Jerez og Luis de Torres var nemlig de første, der fandt ud af, hvad pokker de blade, som de indfødte skattede så højt, skulle bruges til.

De var sammen med en vis Columbus landet i Caribien den 12. oktober 1492.

Indianerne tog godt imod de europæiske gæster og gav dem frugt, papegøjer, bomuldsgarn – og ikke mindst nogle planteblade med stærk duft.

Mens frugten gled ned med stor fornøjelse efter ugers sejlads med tørret skibsmad, så anede søfolkene ikke, hvad de skulle gøre med bladene. De forsøgte at spise dem, men det var en grim oplevelse, så bladene blev smidt over bord.

Drikketobak og fængsel

Så kunne tobakkens historie være slut der, men den 2. november gik Rodrigo og Luis i land på Cuba for at lede efter rigdomme. Her så de noget mærkeligt, som biskop de las Casas beskriver.

»De to spaniere mødte mange mænd og kvinder, der i hånden bar nogle gløder, som næredes af vellugtende urter. Under indåndingen drak de på en vis måde røgen,« skriver biskoppen.

Rodrigo forsøgte sig også selv med røgen, og blev dermed den første europæiske ryger. Han blev også en af de første til at finde ud af, at rygning er farligt.

Han tog sin tobak med sig hjem til Spanien, men blev idømt syv års fængsel under Inkvisitionen, fordi røgen fra hans næse og mund skræmte byens indbyggere.

Røg i rumpetten

De indfødte amerikanere havde brugt tobakken i hvert fald siden år 0, vor tidsregning. De brugte i starten ikke røgen som et nydelsesmiddel, men lagde i stedet store mængder på bålet, som en ofring til guderne.

Medicinmændene mente også, at tobakken havde helbredende kræfter og brugte den til at kurere alverdens sygdomme.

Og det var også som lægemiddel, at europæerne i første omgang fik øjnene op for planten. Læger i hele Europa plantede tobaksfrøene fra den nye verden. Og i midten af 1500-tallet blev tobakken introduceret i en række lande i Europa. Den nye urt helbredte den franske prins Francis migræne, og som anerkendelse heraf døbte dronningemoderen tobak Herba Regina – dronningens urt.

Tobakken blev tillagt så mange gode egenskaber, at en tysk læge opfandt et røg-klyster. Altså en slags pumpe, der skød tobaksrøg op i endetarmen. Han mente, at røg i tarmen var særligt godt til at genoplive druknede. Og helt fremme i 1774 udgav den franske regering en vejledning, der erklærede, at alle livløse skulle genoplives ved hjælp af røg i rumpen.

Sømænd skaffer tobak

De første, der så tobaksrøg i Danmark, har sikkert været indbyggerne i Helsingør. Tobakken blev nemlig bragt fra land til land af de omrejsende sømænd, der var de første til at babbe på piben.

Og da den nordsjællandske by i 1500-tallet var det sted, gennemrejsende skibe måtte lægge til for at betale told til kongen, var det formodentligt her, at piberne første gang blev set.

Omkring år 1600 slog tobakken igennem herhjemme, og det var piberne, der i den grad dominerede tobakscenen.

Christian d. 4 tog ikke imod røgen med åbne arme. Han var nok mere bekymret for brandfaren ved al den løse ild og de dryssende gløder, som rygerne, eller tobaksdrikkerne, som de blev kaldt, spredte, end folkesundheden lå ham på sinde.

Kongens svoger, den engelske Kong James den første var endnu mere ilter end sin danske kollega. I 1604 gik han til angreb på røgen.

»Det er en grim vane for øjet, hadefuld for næsen, beskadigende for hjernen, farlig for lungerne, og dens sorte stinkende damp minder om røgen fra det bundløse hul,« tordnede han.

Penge går op i røg

En konges vrede er dog intet mod udsigten til at få fyldt pengekassen. Tobak var nemlig et hit, og pludselig bugnede statskasserne af toldpenge fra tobakken.

Som tiden gik, blev tobaksvanerne også ændret. Piben dominerede 1600-tallet, 1700-tallet var snusens, og cigaren erobrede 1800-tallet.

Men i forbindelse med Krimkrigen 1853-56 slog en ny type røg igennem.

I skyttegravene kæmpede englændere side om side med tyrkere og franskmænd mod russere på den anden side. I mudderet og med kugler flyvende, var det ikke let for englænderne at stoppe en pibe eller passe på cigarerne, så de ikke knækkede.

Heldigvis havde tyrkerne og franskmændene en smart metode til at nyde den beroligende røg. De tog simpelthen tobakken og rullede ind i avispapir – andre gange salmebogsblade – og dermed fødte de den moderne cigaret.

Cigaretter til alle

Med cigaretterne boomede tobaksindustrien. Allerede i 1912 blev der solgt 495 millioner cigaretter herhjemme – og det fik naturligvis finansministeren op af stolen.

Han sørgede fluks for banderoleafgift, så statskassen også kom med til røgfesten.

I 1957 bragede et nyt mærke ind på markedet med det legendariske slogan »Jeg er også gået over til Prince.«

Med den rødhvide smøg stabiliserede forbruget sig på knap 10 milliarder røgpinde om året, men samtidig blev de velduftende røgskyer mere og mere sorte for rygerne.

Skod smøgen

Det blev en mus, som satte tobakken under voldsomt pres.

Musen fik nemlig malet nikotin på ryggen af sig, og døde efterfølgende af kræft. Det var i 1953.

Amerikanske kræftforskere konkluderede efterfølgende, at 95 procent af alle lungekræfttilfælde skyldes cigaretter.

Igennem 80erne og 90erne kæmper industrien med overvældende beviser på røgens skadelighed, men røgmodstanden bliver kun større. Der er dog hjælp at hente i det danske frisind.

For da de Radikale for præcis 20 år siden forsøgte at få lavet en rygelov, spændte Folketinget ben. Både Pia Kjærsgaard og Uffe Ellemann-Jensen førte an i modstanden.

Tobaksindustrien selv kørte på med en kampagne, der spillede på den umyndiggørelse, det ville være, hvis rygerne ikke selv måtte bestemme, hvor de røg.

»Vi slap ud af kravlegården i 3-års alderen. Skal vi nu tilbage i den igen?« lød det.

I 2007 kan de indædte rygere så føle sig sat tilbage til barndommen igen. Rygning på barer og restauranter er i dag forbi.

Med mindre rygerne sætter sig på flyet til Havanna, og gør som Luis og Rodrigo 315 år efter, de to spaniere padlede rundt på jagt efter Kina. Så er der stadig masser af røg.

På El Comandantes troppeø pulser de ufortrødent videre.