To kraftige eksplosioner rystede tidligt torsdag den syriske hovedstad, Damaskus.
Det er ikke umiddelbart klart, hvad der har forårsaget eksplosionerne, men ifølge en korrespondent fra nyhedsbureauet AFP og flere indbyggere rejser der sig to røgsøjler over byen.
Der er foreløbig ingen meldinger om dræbte eller sårede, men sikkerhedsstyrker har afspærret bydelen Tadamun, og der kan høres ambulance-sirener.
Hovedstaden i det uroplagede arabiske land har været udsat for flere bomber de seneste måneder, mens regimets militære styrker flere steder i landet forsøger at nedkæmpe det oprør, som forsøger at vippe præsident Bashar al-Assad fra magten.
Det er ikke klart, hvor mange menneskeliv konflikten har kostet. Der findes endnu ingen uafhængige opgørelser, men FN taler om anslået 9000 dræbte siden marts 2011, da urolighederne begyndte at tage fart.
Syriske menneskeretsaktivister har et noget højere dødstal og siger også, at omkring 800 mennesker er dræbt alene siden den 12. april, hvor der blev indgået en form for våbenhvile.
FN har godkendt, at 10 danske observatører kan indgå i FN's observatørmission i Syrien.
De ventes at rejse til det Syrien torsdag for at bistå med at overvåge den skrøbelige våbenhvile, der blev indført for næsten en måned siden.
AFP