Nordfyns Kommune har onsdag eftermiddag besluttet sig for at sende to chefer hjem med øjeblikkelig virkning.
Fyens.dk skriver, at det drejer sig om centerlederen for Nordfyns Børne- og Familiecenter samt Børne- og Familiechef i Nordfyns Kommune, Henrik Jacobsen.
Siden 2013 har centerlederen købt kurser for næsten 240.000 kroner fra en virksomhed ejet af hendes søster. Den handling var hendes nærmeste chef fuldt bevidst om, og derfor er de to chefer nu 'fritaget for tjeneste', som det lyder i en pressemeddelelse fra kommunen.
Nordfyns Kommune skriver, at de ser alvorligt på sagen, der nu skal undersøges til bunds for at finde ud af, om handlingerne er i strid med forvaltningslovens regler om inhabilitet.
- De forhold, der bliver påpeget, og sagens oplysninger og omfang gør, at vi sætter et undersøgelsesarbejde i gang. Vi har derfor bedt KLs juridiske kontor om at bistå i dette arbejde, lyder det fra kommunen.
Det er TV 2/FYN, der i løbet af de seneste dage har sat fokus på den mulige sag om nepotisme i Nordfyns Kommune. Den regionale tv-kanal har fået aktindsigt i 11 fakturaer, som Nordfyns Kommune har modtaget og betalt til Tina Bue Frandsen, der er søster til den kommunale topfigur.
Kanalen opdagede, at lederen af Børne- og Familiecentret stod under kontaktoplysninger på 10 af disse regninger.
Læs mere om sagen på TV 2/Fyns hjemmeside her