To af landets rigeste familier taber formue på deres butikker

Familierne Tøpholm og Westermann taber penge på deres engagement i Din Hørespecialist.
Her er det Jan Tøpholm og Tom Westermann.
Her er det Jan Tøpholm og Tom Westermann. Foto: Jan Jørgensen/Scanpix/arkiv

Mens familierne Tøpholm og Westermann skovler millioner i bundter ind på den danske høreapparatskoncern Widex, går det knap så godt for familiernes investering i butikskæden Din Hørespecialist.

Ifølge Finans.dk viser det seneste regnskab, at Din Hørespecialist i 2016/17 gav et underskud på 10,4 millioner kroner.

Det er således ikke lykkedes at skabe overskud siden Din Hørespecialist kom til verden i 2012.

Af det nye regnskab fremgår det ifølge Finans.dk, at Tøpholm og Westermann endnu en gang har spædet til for at holde gang i butikskæden.

Egenkapitalen i butikskæden er nu på minus 46 millioner kroner og gælden på over 50 millioner kroner, skriver Finans.dk.

Din Hørespecialist har 37 forhandlere rundt om i landet - blandt andet med shop-in-shop i optikerkæden Thieles butikker - og er delvist ejet af T&W Holding, som er et investeringsselskab for familierne Tøpholm og Westermann.

Men selvom Din Hørespecialist koster familierne Tøpholm og Westermann store penge, så er det intet imod indtjeningen i kronjuvelen Widex med hovedsæde i Lynge. Her har 4.000 ansatte været med til de seneste to år at tjene over en milliard kroner.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.