Håndboldklubben TM Tønder kæmper videre for sit liv i herrernes bedste række.
Klubben rykkede ned som følge af sidstepladsen i denne sæsons grundspil, men klubben udfordrer dette, da den mener, at konkursramte HC Midtjylland bør tildeles den direkte nedrykningsplads.
Derfor har Tønder indbragt afgørelsen for appelinstansen i Dansk Håndbold Forbund (DHF).
Man ønsker at spille en kamp mod vinderen af oprykningskampen mellem Lemvig og Randers om en plads i den bedste liga næste år.
- DHF har meddelt TM Tønder, at DHF's turnering er inddelt i tre faser: Grundspillet, ligakvalifikationsspillet og slutspillet samt semifinaler, finaler, bronzekampe og kvalifikationskampe til ligaen og 1. division.
- Efter sidste kamp i hver fase er der lukket for ændringer som følge af konkurs m.v., lyder det fra DHF på forbundets hjemmeside.
- TM Tønder har nedlagt påstand om at genindtræde i turneringen (efter HCM's konkurs i turneringens anden fase) for at spille kampe mod den samlede vinder af Lemvig-Randers om en plads i Håndboldligaen i den kommende sæson.
- DHF har efter den nedlagte påstand truffet afgørelse om, at TM Tønder er rykket ud som en følge af holdets placering som nr. 14 i grundspillet, skriver DHF.
Det er denne kendelse, som Tønder har valgt at sende videre til appelinstansen under DHF.
/ritzau/