Både Tjekkiet og Schweiz viste tirsdag aften, at holdene evner at score mål ved ishockey-VM, men straffeslag er næppe deres foretrukne måde at gøre det på.
De to mandskaber, der begge er seriøse bejlere til kvartfinalepladserne i gruppe A, spillede 4-4 i ordinær spilletid, før Tjekkiet vandt efter straffeslag i Royal Arena.
Her brændte begge hold de første fire forsøg, og så var kampen afgjort, da Michal Repík scorede på Tjekkiets femte forsøg, samtidig med schweizerne misbrugte på ny.
Paradoksalt misbrugte Schweiz også et straffeslag i tredje periode ved stillingen 4-4.
Nederlaget bliver kun ærgerligere for det schweiziske mandskab af, at holdet undervejs var foran 1-0, 3-1 og 4-2, men hver gang lukkede tjekkerne tilbage i kampen.
Efter de første tre kampe ligger Schweiz dog på tredjepladsen med seks point, mens Tjekkiet er nummer fire med fire point.
Lige uden for kvartfinalepladserne ligger Slovakiet, der ligeledes står noteret for fire point. Tre af deres point kom tidligere tirsdag, da slovakkerne vandt 4-2 over Østrig.
/ritzau/