Den danske badmintonspiller Tine Baun meddelte onsdag, at hun lægger ketsjeren på hylden, når hun har spillet All England til marts.
Og det er en lettet Tine Baun, der nu kan skimte karrierens store punktum.
- På et eller andet tidspunkt så skulle det jo ske. Nu har jeg meldt det ud. Jeg har en god mavefornemmelse, og jeg er glad for beslutningen, siger Tine Baun.
Den 33-årige badmintonspiller forklarer, at de mange skader, en lang karriere har kastet af sig, har været med til at træffe beslutningen for hende.
- Jeg kan godt mærke, at min krop som 33-årig ikke kan træne lige så meget, som den har kunnet. Og det er selvfølgelig ærgerligt, at man kan se, at alle andre kan spurte rundt og træne meget mere.
Tine Bauns meddelelse kommer på førstedagen ved Denmark Open i Odense.
- Jeg har ikke haft nogle specielle tanker omkring, at det lige skulle være i dag. Jeg ville bare gerne annoncere det, inden Denmark Open startede. Jeg har meldt det ud til forbundet, og så er det dem, der har valgt, at det skulle være i dag, siger Tine Baun.
Den danske badmintonspiller nyder nu de sidste måneder af karrieren. Især kampsituationerne glæder hun sig ekstra meget til nu.
- Jeg tror, jeg kommer til at savne det "rush", man får af at gå ind på banen og få udløst en masse adrenalin. Og også al den glæde der ligger i, at man slår den sidste bold i gulvet og får den der sejr, siger den afgående badmintondronning.
Tine Baun begynder fra februar at studere sundhed og ernæring.
Hun spillede sig onsdag eftermiddag til anden runde ved Denmark Open i Odense ved at slå Tsz Ka Chan fra Hong Kong i to sæt.
/ritzau/